Velfærdsstatens udfordringer

--BILLEDE2--

Mikael R. Lindholm
Kampen om Velfærdsstaten. Ledelse af samfundsforandringer
Gyldendal Business 2014

Denne bog er lidt af en overraskelse.
Det skal dog tilføjes, at det er af den positive slags.
På den nyligt overståede bogmesse faldt jeg tilfældigt over en bog, der var udsendt af Gyldendal Business i en bogserie om ledelse.
Hvad har det overhovedet med velfærdsstaten at gøre, tænkte jeg.
Ikke så lidt, fandt jeg ud af, da jeg havde læst bogen.

I en utrolig klar og letforståelig tekst gør Mikael R. Lindholm læseren opmærksom på, at velfærdsstaten mest af alt er et resultat af stor statsmandsledelse. For godt nok er velfærdsstaten først og fremmest et demokratisk og politisk anliggende, men uden en række dygtige og fremsynede politiske ledere, var den moderne velfærdsstat aldrig blevet realiseret. Sådan er det bare!

Et velfærdssamfund betegner et velstående, demokratisk samfund, der bygger på en markedsøkonomi med en omfattende social sikring - hvor det offentlige kan gribe ind over for markedskræfterne for at sikre en mere ligelig fordeling af goderne, end kræfternes frie spil ellers ville have gjort. Velfærdssamfundet er i denne forståelse en forhandlet model, der kræver både visionær og god ledelse.

Bogen er en kort - og også let læst - gennemgang af den danske velfærdshistorie. Ja, den går såmænd helt tilbage til vikingetiden, hvilket nok må betragtes som lidt overdrevent.

Historien spiller dog en rolle. I enevældens tid blev mange af de institutioner, som senere udvikledes sig til demokratiske bastioner grundlagt. Det gjaldt fx det lokale selvstyre, rets- og skolevæsen. Forudsætninger for at man på en fredelig vis kunne gå fra diktatur til demokrati.

Massegraven
Men ellers forklares velfærdsbegrebet med afsæt i afslutningen af Anden Verdenskrig. Det var her, at tanken om et brugbart alternativ til økonomisk depression og politisk diktatur blev udviklet og vandt en meget stor folkelig forståelse og opbakning - og som politikerne med stor dygtighed ledede ind i de rammer, som vi dag omtaler som det moderne velfærdssamfund.

Bogen giver et glimrende indblik i, hvilke mekanismer og aktører, der var de drivende kræfter bag udviklingen af velfærdssamfundet. Bogen følger i et flydende og letforståeligt sprog udviklingen fra Marshall-plan over hovedsaligt socialdemokratiske ministre og økonomer til egentlige sociale entreprenører og ingeniører, til en bred folkelig accept af de både omfattende og dyre velfærdspolitiske tiltag, der i stigende grad introduceres i det danske samfund.

Udviklingen går også så stærkt, at økonomien ikke rigtig kan følge med, og der sker derfor en kraftig opbremsning i udbygningen af de offentlige serviceydelser i kølvandet på den økonomiske krise, der sætter ind i midten af 1970'erne. Der sker ligefrem en tilbagerulning af de sociale og arbejdsmarkedspolitiske rettigheds- og ydelsesniveauer - kaldet modreaktionen og katastrofen.

Mikael Lindholm afviser dog, at SID og Hardy Hansens kampagne om en 'social massegrav' har noget på sig - tværtimod. Der sker godt nok en kraftig opbremsning i de sociale tilbud, men der er stadig et ydelsesniveau, der i et internationalt perspektiv, er tårnhøjt. Mikael Lindholm går endog så vidt, at han ligefrem mener, at den konservative statsminister Poul Schlüter med sin meget hårde økonomiske opbremsning i 1986, på den lidt længere bane, faktisk var med til at redde grundlaget for velfærdsstatens overlevelse.

Det bedste kapitel
Bogens suverænt væsentligste kapitel hedder 'Opgøret med den offentlige sektor'. Med sikker hånd beskrives behovet for bedre styring og ledelse af de offentlige servicetilbud. Kompleksiteten og udgifterne i velfærdsydelserne steg eksplosivt, så den traditionelle offentlige tankegang skulle nytænkes, hvis ikke bunden i statskassen skulle gå ud.

Det burde også ovevejes, om grundlaget for velfærdssamfundets menneskeopfattelse holder stik med virkeligheden. Velfærdssamfundet menneskesyn bygger på 'samfundsmennesket', dvs. en person der skubber sig selv og sine egne hensyn lidt til side, og ser på hvordan andre har det. I den situation hænger velfærdssamfundet både økonomisk og socialt sammen. Her betales ens skat med glæde, og man forventer kun at få noget igen, hvis der opstår et behov.

Derimod kommer det til at knibe med den samfundsmæssige balance, hvis samfundet alene eller i overvejende grad består af 'privatmennesker', der for enhver given indsat forventer at få mest muligt igen. Her skal skatten være mindst muligt, og modkravet til offentlige ydelser størst muligt.

Balanceproblemerne stiger også, når de sociale ydelser i stigende grad rettes mod normalbefolkningens normalproblemer. En socialpolitik der fokuserer på den store, og voksende middelklasse, som stadig flere ser sig selv som en del af. Dette vil udtynde mulighederne for at gøre en socialpolitisk indsats for de virkelig socialt udsatte.

Globaliseringen
En anden og betydelig udfordring for udbygning af velfærdsstaten er globaliseringen. Det er blevet meget tydeligt, at internationaliseringen har kunnet føre til jobløs økonomisk vækst, hvor især de uuddannede er blevet koblet af velfærdsudviklingen. De overlades i stigende grad til socialsektoren. I praksis har det betydet en massiv flytning af arbejdspladser ud af de europæiske velfærdssamfund.

For Danmarks vedkommende er problemet blevet forstærket af, at der for de tilbageblevne ufaglærte job i Danmark, er sket en betydelig skærpelse af konkurrencevilkårene fra østeuropæisk arbejdskraft.

Udviklingen har ført til, at der i dag bliver brugt mere end 600 mia.kr. på det sociale og sundhedspolitiske område, hvilket svarer til omkring en tredjedel af det samlede bruttonationalprodukt (BNP).

Det skal dog med i billedet, at ikke alle disse udgifter dækkes af det offentlige (ikke nævnt i bogen), da især ældreudgiften i høj grad dækkes, af egen pensionsopsparing. Men alligevel. De offentlige sociale og sundhedsmæssige udgifter i Danmark er af en betragtelig størrelse, og kræver både overblik og god ledelse for at sikre den mest effektive udnyttelse af de offentlige midler.

Dette er også sket i stigende grad gennem den såkaldte New Public Management politik. Ændringer i den offentlige styring har været helt nødvendig, men bogen giver også mange eksempler på, at det visse steder er gået for vidt, og endt i noget der nærmest kan kaldes administrativt kaos og vanvid.

Fremtidige forhindringer
Bogen slutter af med at opridse nogle mulige fremtidsscenarier for velfærdssamfundet. Der er mange udfordringer - ja, forhindringer kunne man sige. Alligevel ser Mikael Lindholm ret positivt på fremtidens velfærdsstat. Den vil først og fremmest være kendetegnet af at være konkurrenceudsat - både nationalt og globalt. Han ser heller ikke det som en nødvendig betingelse, at al velfærdsproduktion skal være i offentligt regi.

Det kan såmænd også være i frivillig og markedsmæssigt regi. Det vigtigste er, at samfundene udvikler sig bæredygtigt, dvs. at økonomisk vækst går hånd i hånd med social tryghed. For erfaringen siger, at de socialt mest robuste kande også er de lande der er mest konkurrencedygtige og velstående. Det med orden i den økonomiske politik en ikke helt uvæsentlig rolle for velfærdssamfundet, da man ikke kan låne sig til velfærd, men skal producere (dvs. konkurrere) sig til den.

Et stort arbejdsudbud af kvinder, der kendetegner den nordiske velfærdsmodel, betyder at den økonomiske og kreative talentmasse bliver langt større end de samfund, der hovedsaligt er baseret på mandlig arbejdskraft. Dette kræver udbyggede sociale institutioner. Dermed bliver denne udbygning en national fordel i en videndreven konkurrence.

God konkurrenceevne, lav offentlig såvel som privat korruption, stor ligestilling mellem kønnene, gode uddannelser, gode jobmuligheder, velfungerende infrastruktur, social tryghed og arbejdsglæde er efter Mikael Lindholms opfattelse nogle af de væsentlige styrkepositioner for økonomisk vækst, der i sidste ende kan finansiere fremtidens velfærdsstat. Positivt og fremadrettet.

Med disse ord skal bogen anbefales enhver, der interesserer sig for den danske velfærdsstats udvikling.


Preben Etwil, Socialpolitisk Forening