Hvad kan få os til at arbejde mere? Lavere skat? Eller at ungerne har det godt i børnehaven? Forskellen på de to spørgsmål er, at effekterne af skatten indgår i regeringens regnemodeller – det gør børnehaven ikke.
Det vil de økonomiske vismænd nu rette op på. Det næste halve år vil de kortlægge de positive effekter på beskæftigelsen af en række offentlige udgifter. Det er nyt og potentielt en alvorlig udfordring af regeringens økonomiske politik, skriver Berlingske.
Mantraet 'flere i arbejde' har været omdrejningspunktet for skiftende danske regeringers økonomiske politik siden 1990erne. Når flere danskere kommer i arbejde, medfører det flere skattekroner i de offentlige kasser og færre udgifter til overførselsindkomster.
I Finansministeriets regnemodeller har man imidlertid i årevis overset en faktor, som måske er meget vigtig. Ingen har nemlig regnet på, om det forbedrer arbejdsudbuddet, når de offentlige udgifter stiger.
Et paradoks
Det har de økonomiske vismænd nu sat sig for at regne på effekterne af. Og afhængig af resultaterne kan det vende op og ned på den økonomiske debat og være med til at svække de partier, som vil lette skatten ved at spare på de offentlige udgifter.
I LO og hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) er man glade for vismændenes nye fokus. Erik Bjørsted, cheføkonom i AE-rådet, siger til Berlingske:
- Det er et paradoks, at man indregner dynamiske effekter, når det drejer sig om skattelettelser, men ikke når det drejer sig om offentlige udgifter. Det ender med et skævt regnestykke, hvor man kun har den ene del af ligningen med. Noget må vi jo have fået ud af alle de skattekroner, vi bruger på forskellige velfærdsområder.
Mads Lundby Hansen, cheføkonom i den liberale tænketank CEPOS, mener, at det er en god idé at undersøge effekterne, men at de er tvivlsomme og afhænger helt af, hvilke offentlige udgifter der er tale om.
- Der kan være dynamiske effekter af børnepasning. Det er med til at forklare, hvorfor beskæftigelsesfrekvensen er relativt høj i Danmark. Men stort set alle børn bliver passet i dag, så selv om man tilfører flere penge til bedre normeringer, kan der dårligt komme flere børn i daginstitutionerne, siger han.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.