THISTED: Børne- og Familierådgivningen ved Thisted Kommune har været gennem en længere proces, der nu på en række områder har givet ro i arbejdsmiljøet, oplyser kommunen.
I 2015 fik afdelingen et påbud fra Arbejdstilsynet, der blandt andet handlede om, at rådgivningen på et enkelt område ikke var i stand til at overholde de lovgivne tidsfrister. Afdelingen var allerede i gang med at ændre organisationen, da Arbejdstilsynet aflagde et besøg, og sammen med HR Arbejdsmiljøgruppen gik de i gang med at vende den negative udvikling.
- Vi vidste godt, tidsfristerne ikke blev overholdt og at der var et stort arbejdspres. Derfor havde vi faktisk påbegyndt arbejdet med at forbedre det, da Arbejdstilsynet kom, fortæller Hanne Korsgaard, chef for Børne- og Familierådgivningen.
Sammen med HR Arbejdsmiljø arrangerede afdelingen en temadag om det psykiske arbejdsmiljø.
- Her fik vi blandt andet sat ord på det at lave en risikovurdering inden hjemmebesøg. Noget vi egentlig, ubevidst, gjorde før i tiden, vi var bare ikke klar over det, fordi vi ikke havde formaliseret det, siger Hanne Korsgaard.
På samme måde fik afdelingen udarbejdet og implementeret en ny volds- og trusselspolitik, med stor hjælp fra HR Arbejdsmiljø.
Omorganisering ændrede det hele
Den omkalfatring, der allerede var i gang, da Arbejdstilsynet kom første gang, er nu blevet fuldt implementeret. Det betyder blandt andet at den enkelte medarbejder har fået reduceret antallet af sager, så tidsfristerne kan overholdes.
- Det hele er blevet meget mere organiseret, og afdelingen er blevet inddelt i teams; Modtagelsesteamet, Undersøgelses- og Foranstaltningsteamet og Anbringelsesteamet.
Er der for eksempel tale om en anbringelsessag, ryger sagen direkte over i anbringelsesteamet, der er specialister i alt lige fra den gældende lovgivning på området, til hvordan det rent praktisk skal forløbe, fortæller Hanne Korsgaard, og fortsætter.
- Selvom det er tunge sager, vi arbejder med, og selvom der til tider er et stort arbejdspres i afdelingen, har vi nedbragt sygefraværet til at være minimalt. På samme vis er vi hele tiden opmærksomme på hvilke kompetencer, der skal til for at løse de tunge opgaver, vi har.
Børne- og Familieafdelingen sørger altså for at kompetenceudvikle medarbejderne, så de forskellige teams hele tiden er opdateret i forhold til deres respektive arbejdsopgaver, herunder lovgivning og nye metoder.
Sparring - ikke kontrol
Som et led i afdelingens nye organisering, har ledelsen indført et tæt tilsyn med de tre teams. Her understreger Hanne Korsgaard, at der ikke er tale om kontrol, men om en kontinuerlig faglig sparring:
- Afdelingen har indført forskellige faglige fora, blandt andet morgenkonferencer og der afholdes møde hver måned med ledelsen for at 'tage temperaturen', så at sige, og på den måde kan vi holde justits med at der ikke sidder en medarbejder med alt for mange sager, og samtidig sikre et godt arbejdsmiljø.
I Børne- og Familierådgivningen holder man sig nemlig til Dansk Socialrådgiverforenings vejledninger i forhold til antallet af sager pr. medarbejder. I løbet af efteråret vil Børne- og Familierådgivningen implementere en graduering af sager, da det ikke er alle sager, der er lige tidskrævende.
Så det er altså en løbende og kontinuerlig proces, men Arbejdstilsynet var yderst tilfredse, da de fulgte op på det besøg, der udløste et påbud.
- De kunne nærmest ikke få armene ned igen, men det er ikke slut, selvom Arbejdstilsynet nu har givet os en grøn smiley og fem års 'arbejdsro'. Der er en løbende proces, hvor vi hele tiden forsøger at udvikle os. Men vi kunne ikke have gjort det uden HR Arbejdsmiljø – deres gode sparring har virkelig været guld værd, slutter Hanne Korsgaard.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.