Efterspørgslen på arbejdskraft har gjort et stort indhug i antallet af ledige og dermed også i antallet af kontanthjælpsmodtagere.
En opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at der ved årsskiftet var 91.300 kontanthjælpsmodtagere herhjemme. Det svarer næsten til en halvering i forhold til 2015 og er det laveste antal, der endnu er registreret, siden man begyndte at føre statistik i 2007.
Antallet af kontanthjælpsmodtagere er i det hele taget faldet støt de seneste otte år - bortset fra to perioder.
I foråret 2020 betød de første coronanedlukninger, at antallet steg midlertidigt, og det samme var tilfældet, da flere tusinde ukrainske flygtninge kom hertil i foråret 2022 som følge af den russiske invasion.
Faldet fortsatte i fjerde kvartal sidste år, hvor yderligere 800 kontanthjælpsmodtagere røg ud af statistikken.
Mange gavnlige effekter
En udvikling, der kommer bag på Erik Bjørsted, der er cheføkonom i Dansk Metal:
- Det er vildt overraskende, når man tænker på den voldsomme turbulens, økonomien har været udsat for som følge af prisernes himmelflugt og de stigende renter.
- Men på trods af turbulensen har beskæftigelsen ikke tabt flyvehøjde, og mange arbejdsgivere har manglet arbejdskraft. Derfor er der flere kontanthjælpsmodtagere, som er kommet i arbejde, siger han.
Han påpeger de mange gavnlige effekter af et lavere antal kontanthjælpsmodtagere.
Det forbedrer ikke alene familiernes økonomiske situation, men også børnenes chancer for at klare sig bedre senere hen i livet.
Samtidig sparer statskassen 260.000 kroner, for hver gang en kontanthjælpsmodtager kommer i fuldtidsjob.
Han kritiserer dog regeringens kontanthjælpsreform, der resulterede i en lavere ydelse til 10.000 personer, men kun forventes at skaffe nogle få hundrede i arbejde.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.