dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat
Borgere med anden etnisk baggrund er mere ensomme og deprimerede
Udover dårligt mental helbred og rygning er mange borgere fra Mellemøsten og Nordafrika også mere ensomme, lider af stress, har dårlig søvn og er fysisk inaktiv. (Arkivfoto.)
Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Ny rapport:
Borgere med anden etnisk baggrund er mere ensomme og deprimerede

En ny rapport viser, at borgere med etnisk minoritetsbaggrund i højere grad lider af fx depression og stress sammenlignet med borgere med dansk baggrund.

Borgere med mellemøstlig eller nordafrikansk baggrund oplever en betydeligt højere grad af nedtrykthed, depression og ulykke sammenlignet med borgere af dansk oprindelse. Det viser en ny rapport med titlen "Sundhed blandt borgere med etnisk minoritetsbaggrund", der er baseret på data fra Den Nationale Sundhedsprofil 2021.

Forskellene i sundhedstilstanden mellem forskellige grupper i befolkningen er velkendte, men den nye rapport fra Statens Institut for Folkesundhed har nu sat tal på forskellene i sundhed blandt borgere med forskellige etniske baggrunde.

Rapporten viser betydelige forskelle, især når det kommer til borgere fra Mellemøsten eller Nordafrika samt borgere fra visse europæiske lande uden for EU/Skandinavien.

Stress og ensomhed

Udover dårligt mental helbred og rygning er mange borgere fra disse områder også mere ensomme, lider af stress, har dårlig søvn og er fysisk inaktive. Til gengæld indikerer tallene, at borgere af dansk oprindelse drikker mere alkohol og spiser mere usundt.

- Tallene viser, at der er grupper af borgere, som vi ikke formår at komme ud til med vores information og med vores tilbud om forebyggelse og rådgivning. Det skal vi blive bedre til, både nationalt og kommunalt, og vi har en fælles opgave i at finde ud af, hvad årsagerne til forskellene er. Her er det nok vigtigt at erkende, at der ikke er en hurtig og enkel løsning på problemet. Men det skal ikke afholde os fra at forsøge at løse det, siger Niels Sandø, enhedschef i Sundhedsstyrelsen.

Den Nationale Sundhedsprofil, der gennemføres hvert fjerde år af de fem regioner og Statens Institut for Folkesundhed, udgør et solidt grundlag for at planlægge forebyggelsesindsatser, der er målrettet forskellige befolkningsgrupper. Rapporten afslører ikke årsagerne til de markante sundhedsforskelle, men ifølge Niels Sandø understreger den behovet for differentierede forebyggelsestilbud, så alle borgere, uanset deres sundhedskompetence, kan få adgang til og drage fordel af nære sundhedstilbud såsom rygestopprogrammer.

hss

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.