
Som flere kommunalpolitikere har forudset, kan konsekvenserne af en stram økonomiaftale mellem regeringen og KL i år tydeligt mærkes under budgetlægningen for næste år - og under økonomiske manøvrer, der skal rette på det indeværende års finanser. Ikke mindst på ældreområdet.
I Sønderborg har byrådet taget konsekvensen af en presset økonomi. Her kommer senior- og socialområdet kommer til at mangle cirka 13 mio. kr. i 2023 stigende til 27,5 mio. kr. fra 2024. Generelt er der lagt op til 12 procents reduktion i tidsforbruget i hjemmeplejen.
At udbyde tøjvask i hjemmeplejen eksternt skal spare 2,0 mio. kr. Nedlagt vareudbringning 0,6 mio. kr. Et botilbud omdannes til et bofællesskab og koster dermed 1,5 mio. kr. mindre. Og så det med strømperne: Nogle borgere vil som en del af behandlingen beholde kompressionsstrømperne på om natten, lyder det - og det skal stå for 1,1 mio. kr. i besparelserne.
Høringssvar var her medvirkende til, at der ikke skal spares på forebyggende indsatser som fx spiseforstyrrelser og demens, og heller ikke på de mest udsatte borgere i forhold til udsatteteam, oplyser Preben Storm (S), der er næstformand for Social-, Senior og Handicapudvalget.
I Vejle er der ifølge Vejle Amts Folkeblad også konkrete beløb på ældre-besparelser: Dagcentre og caféer: 4,5 mio. kr., klippekort: 3 mio. kr., reduktion af administration: 1,6 mio. kr., specialistfunktioner: 1,5 mio. kr. og generel bemanding: 1,5 mio. kr. Sparet bliver der også på projektet "Den attraktive arbejdsplads": 2 mio. kr.
I Odsherred blev social-, ældre- og psykiatriudvalget pålagt at spare 5 mio. kr. årligt fremover, oplyser sn.dk, og de findes bl.a. ved at justere på antallet af pladser på den palliative enhed Lynghuset og Sejrsbo Rehabilitering. Normeringen tilpasses nu den aktuelle belægningsprocent de to steder. 75 pct. det ene sted og 88 det andet.
I Egedal kan de ældre borgere se frem til en markant prisstigning på tøjvask fra 60 til 108 kr. pr vask, ligesom rengøringen i hjemmet reduceres fra hver 2. uge til hver 3. uge – dog efter en konkret individuel vurdering, har et byrådsflertal besluttet. Derudover bliver den såkaldte “klippekortsordning” afskaffet.
Årsagen hænger sammen med et markant øget udgiftspres, hvor der efter årets første to måneder ses et merforbrug på cirka 8,5 mio. kroner i forhold det forventede regnskab for 2023, oplyser sn.dk.
I Gribskov er økonomien generelt i kommunen nu så presset, at budgettet skal genåbnes, oplyser sn.dk. Det gælder her om at bremse et merforbrug på op mod 60 mio. kr. i 2023 - bl.a. på grund af en kraftig vækst i antallet af ældre. Der var enighed i byrådetet om at genåbne.
Også i Guldborgsund er den gal. Her forventes nu en overskridelse af budgettet på godt 90 mio. kr. ved udgangen af 2023. Økonomiudvalget har bedt om et midlertidigt anlægsstop, ligesom alle fagudvalg skal finde rammebesparelser på 1 pct. - altså grønthøstermodellen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.