I en rundspørge til landets fem største kommuner, som Avisen.dk har foretaget, svarer de alle fem, at Facebook er del af sagsbehandlingen i deres kommune.
- Vi bruger det til at følge med i borgernes liv, men det er ikke overvågning. Vi bruger det typisk, hvis der er noget i en borgers forklaring, som undrer os. Så kan oplysninger på Facebook bruges til at sammenligne med, siger Pia Damtoft, jobcenterchef i Esbjerg Kommune til Avisen.dk.
Både København, Aarhus, Odense, Aalborg og Esbjerg svarer, at de retter sig efter, hvad Folketingets Ombudsmand tilbage i 2011 udtalte omkring brugen af Facebook. Ombudsmanden slog dengang fast, at oplysninger, som kan findes på en åben Facebook-profil kan betragtes som oplysninger, der er offentligt tilgængelige.
Kommuners brug af Facebook er blevet aktuelt, efter sygemeldte Anita Bang Degn fra Aalborg fortalte til Avisen.dk, hvordan hun var blevet straffet af sin kommune med flere timers arbejde i praktik, efter at hun havde lagt billeder på sin Facebook-profil af julekager. Begrundelsen fra hendes sagsbehandler lød, at hvis hun kunne bage, så kunne hun også arbejde mere.
Aldrig første sted
Men sådan må Facebook aldrig bruges, lyder det enstemmigt fra alle fem kommuner.
- Facebook må aldrig være det første sted, hvor man som sagsbehandler søger efter oplysninger, og de oplysninger, vi finder, må aldrig stå alene i en afgørelse i en borgers sag, siger Jesper Dahlgaard, arbejdsmarkedschef i Aalborg Kommune, til Avisen.dk.
I Københavns Kommune kigger sagsbehandlerne med på borgernes Facebook-profiler, hvis der er en klar formodning om, at borgeren for eksempel modtager ydelser, som borgeren ikke er berettiget til at modtage. Det må dog kun ske, hvis der en saglig og relevant grund til at gøre det.
Odense Kommune fortæller, at de henter oplysninger fra Facebook, hvis de oplysninger, som de har fået andre steder fra, skaber tvivl hos sagsbehandleren. I Odense er det dog altid et krav, at borgeren bliver hørt i oplysninger fundet på Facebook, før de bliver brugt i sagsbehandlingen.
Samtlige kommuner siger også til Avisen.dk, at sagsbehandlerne gerne må gå ind og kigge på borgeres Facebook-profiler uden først at have spurgt deres chef om lov.
Læs hele historien hos Avisen.dk.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.