TV 2-dokumentaren 'Daginstitutioner bag facaden' har ugen igennem sat fokus på forholdene i en række af de københavnske vuggestuer og børnehaver, hvor 22 har fået alvorlige anmærkninger.
Udsendelsen har allerede haft personalemæssige konsekvenser for medarbejdere på københavnske institutioner.
Men nu tager flere kommuner også konsekvensen og pålægger deres dagtilbud, at de årlige tilsynsrapporter skal være synlige for forældrene. Det skal enten ske på daginstitutionens hjemmeside eller fysisk i institutionen, oplyser TV 2 Lorry.
En af de kommuner er Hillerød, hvor formand for Børne- og Familieudvalget, Peter Frederiksen (V), ikke har noget at skjule.
- Det er ikke noget, der har været behov for tidligere, og når vi vælger at gøre det nu, så er det for at komme tingene lidt på forkant. Der går ikke noget af os. Vi har ikke noget at skjule, siger han til TV 2 Lorry.
Udover Hillerød har både København, Frederiksberg, Frederikssund og Rudersdal besluttet at lægge tilsynsrapporterne ud offentligt efter dokumentaren blev offentliggjort, oplyser de til TV 2 Lorry.
Forståeligt ønske
I Hvidovre besluttede man allerede for fire år siden, at tilsynsrapporterne skule være frit tilgængelige for forældrene i kommunen. Formanden for Børne- og Undervisningsudvalget, Kenneth F. Christensen (S) siger til TV 2 Lorry, at Københavns Kommune er mere end velkomne til at komme på besøg, hvis de vil have gode råd i forhold til at føre tilsyn.
Allerede tirsdag lød det fra børne- og ungdomsborgmester i København Jesper Christensen (S), at tilsynsrapporterne fremover skulle være offentligt tilgængelige for forældrene, og i Frederiksberg Kommune vil man ligeledes printe rapporterne ud, så de er fysisk at finde i institutionerne.
- Vi forstår godt, hvis der er nogle forældre, der i disse dage efter dokumentaren har brug for lige at bladre i nogle tilsynsrapporter og se, hvordan det egentligt står til i vores institution, sagde Laura Lindahl (LA), der er formand for Frederiksberg Kommunes børneudvalg, tidligere onsdag til TV 2 Lorry.
Lyngby-Taarbæk og Køge kommuner vil tage sagen op på næstkommende møde, oplyser de til TV 2 Lorry.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.