dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat

Flere små fællesskaber i store byer får Nordea-midler

Nordea-fondens Her-gror-vi-pulje uddeler 37 mio. kr. til 57 grønne byoaser

Fra flydende vandhaver i Thy til åben taghave i en københavnsk fodboldklub. Nordea-fonden uddeler 37,7 mio. kr. til 57 nye blå og grønne åndehuller i byer over hele Danmark, oplyser fonden. Se alle projekterne.

De 57 vidt forskellige foreninger, grønne fællesskaber og organisationer kan hver især se frem til at modtage op til 1 mio. kr. i støtte fra fondens Her gror vi-pulje, der støtter borgerdrevne initiativer, som får både bynaturen til at gro og fællesskaberne til at vokse. F.eks. i form af friluftsbade, fælles byhaver og legepladser med biodiversitet i fokus. 

Mange af de støttede projekter er mindre anlægs- og facilitetsprojekter, som omdanner asfalterede områder og uudnyttede græsarealer til grønne åndehuller og nye samlingssteder i byerne. 

Nordea-fonden havde oprindeligt øremærket 50 mio. kr. til puljens to uddelingsrunder, men pga. stor efterspørgsel uddeles samlet hele 66,8 mio. kr. - 16,8 mio. kr. mere end planlagt. De støttede projekter modtager i gennemsnit 661.051 kr.

De 57 projekter kommer fra hele landet, men især foreninger i de større danske byer har vist interesse for puljen. Seks projekter hører hjemme i København og Frederiksberg, mens foreninger i både Aarhus og Vejle tegner sig for fire hver. Også initiativer i Odense, Hillerød, Randers, Viborg, Aalborg, Thisted, Køge, Roskilde, Esbjerg, Kolding og Vejle har fået støtte. 

I fodboldklubben Skjold på Østerbro i København har man ambitioner om at blive et moderne forsamlingshus, som er åbent for hele bydelen. Skjold har fået 1 mio. kroner i støtte til at skabe en byhave på klubhusets tag.

Fokus på bæredygtighed og biodiversitet

Som noget nyt har Nordea-fonden stillet som krav, at alle ansøgere forholder sig til miljømæssig og social bæredygtighed i deres projekt, ligesom der er blevet lagt vægt på borgerinddragelse og lokal opbakning. 

I forhold til social bæredygtighed har mange projekter fokus på at åbne for flere brugergrupper samt skabe tilgængelighed for socialt udsatte og personer med handicap, så flere kan blive en del af fællesskabet. 

I et udsat boligområde i bydelen Rising i Odense C har den almennyttige boligforening Civica fået 567.500 kr. til at etablere et grønt mødested, der skal bidrage til at trække nogle af områdets ensomme ud af deres lejligheder og ind i fællesskabet med naturen som trækplaster. Rising har en kulturel mangfoldigt sammensat beboergruppe.

I Thy vil foreningen Thy Wakeboard også samarbejde med lokale skoler om formidling af miljø og biodiversitet i flydende vandhaver, som skoleelever og frivillige skal stå for at beplante. Foreningen har fået 344.320 kr. til vandhaverne, som foruden at opretholde god vandkvalitet i Limfjorden også skal fungere som bølgebrydere, der giver et roligere vand til glæde for vinterbadere og ikke mindst de mange aktive omkring vandsporten wakeboard, som er en del af Cold Hawaii Inland i Thisted.

ka

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.