FOLKETINGET: Efter flere ugers forhandlinger er der indgået en aftale om antiradikalisering, der blandt andet indfører åbne lister over såkaldte hadprædikanter.
Forslaget har været et af de centrale stridspunkter i imamforhandlingerne, der har til formål at bekæmpe ekstremistiske imamer. Hvordan de åbne lister konkret skal udformes, og hvad kriterierne for at komme på listen skal være, er endnu ukendt.
Kirkeminister Bertel Haarder (V) tror på, at der vil være en positiv - men ikke målbar - effekt:
- Da man forbød at slå børn, så var det også svært at kontrollere i alle hjem. Det vi her har vedtaget, vil også være svært at kontrollere i alle sammenhænge, men alligevel har det (forbuddet om at slå børn, red.) haft en kolossal betydning i forhold til, hvordan folk behandler deres børn.
- Tilsvarende vil det her få en betydning for, hvad man finder sig i fra sine religiøse overhoveder, siger Haarder.
Liberal Alliance forlod tirsdag formiddag forhandlingerne, fordi partiet ikke ønsker at indføre en offentlig indrejseliste, som skal ekskludere forkyndere, der tidligere har ytret sig imod demokratiet.
- Vi er bange for, at åbne lister vil komme til at virke stik mod hensigten. De mennesker, der står på en åben liste, risikerer at blive særligt interessante at komme i kontakt med for radikaliserede, siger udenrigsordfører Mette Bock (LA).
Ligesom lærere
Også SF står uden for den del af aftalen, der indfører åbne lister.
- Vi ønskede en lukket liste med klart afgrænsede kriterier, men det kunne vi ikke få de andre partier med på, siger gruppeformand Jacob Mark (SF).
- En åben liste med vage kriterier risikerer at udelukke de forkerte mennesker og i værste fald virke som en offentlig gabestok eller en martyrliste, som radikaliserede personer herhjemme vil bruge som inspiration, når de henter inspiration på nettet.
Til gengæld er SF med i den delaftale, der pålægger andre religiøse forkyndere det samme særlige ansvar, som pålægges folkeskolelærere og præster.
- Ligesom en lærer ikke må stå og billige vold eller voldtægt, så må en rabbiner eller en imam heller ikke stå og lovprise ulovligheder, når de underviser, siger Jacob Mark.
Dette er Venstre-regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Konservative enige om:
* Indrejse:
Der indføres en offentlig sanktionsliste og en lukket observationsliste. De skal forhindre navngivne udenlandske forkyndere, der tidligere har billiget terror eller antidemokratiske holdninger, i at rejse ind i landet. Danmark er det første land i verden, der laver en offentlig liste.
* Ytringer:
Billigelse af visse strafbare handlinger som led i religiøs oplæring gøres strafbare.
* Værdighedskrav:
Man skal mere effektivt kunne fratage vielseskompetencen fra folk, der ikke respekterer normerne i det danske samfund. Eksempelvis hvis en mindreårig vies, eller hvis et par vies uden begges samtykke.
* Tilsyn:
Tilsynet med friskoler skærpes og folkeoplysningsloven strammes, hvilket gør det muligt at fratage offentlig økonomisk støtte til religiøse foreninger.
* Skattefradrag:
Der skal slås ned på foreningers og institutioners skattefradrag, så radikaliserede også rammes på pengepungen. Foreninger, der ikke lever op til kravene, ryger dermed af listen over foreninger, der kan få fradrag. Det er de samme foreninger, som står til at miste folkeoplysningstilskuddet.
* Kortlægning af moskeer:
Seneste kortlægning er Lene Kühles 'Moskeer i Danmark' fra 2006. Aarhus-professoren vil blive bedt om at ajourføre den, så der kommer et klart billede af tilstanden i dag.
* Kursus:
Der indføres et obligatorisk kursus i dansk familieret, frihed og folkestyre for religiøse forkyndere.
SF står udenfor den del af aftalen, der handler om indrejselister. Men der er indgået en stemmeaftale med partiet om dele af den samlede pakke. Lovforslag fremsættes efter sommerferien.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.