
Med solid opbakning i Folketinget vil regeringen forsøge at forhindre, at muslimske friskoler modtager hemmelige pengegaver fra eksempelvis udenlandske organisationer eller lande, hvis mål er at udbrede et islamisk og totalitært verdenssyn i strid med frihedsrettigheder og det danske folkestyre, skriver Altinget.
Den øgede kontrol af friskolerne skal samtidig suppleres med et nyt krav om åbenhed, så landets friskoler fremover skal tvinges til at offentliggøre fakta om alle donationer til skolerne over for eksempel 20.000 kr.
- Vi vil ikke acceptere terrorpenge eller hvidvaskede penge på vores skoler. Derfor skal der være større åbenhed omkring de donationer, der kommer, siger undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) til Altinget.
Forsøget på at bremse skjulte pengegaver til de muslimske friskoler fremgår af et såkaldt forståelsespapir, der hidtil ikke har været offentliggjort, om en delaftale fra maj om yderligere skærpelser af tilsynet med ikke mindst muslimske friskoler.
- Ingen skal kunne købe sig til indflydelse på skoleskemaet. Regeringen vil have større indsigt i, hvem der donerer penge til frie grundskoler, så vi kan være sikre på, at skolerne lever op til lovkravene om uafhængighed, siger undervisningsministeren til Altinget.
Mellemmænd
I Dansk Folkeparti glæder undervisningsordfører Alex Ahrendtsen sig over, at der tegner sig et bredt flertal for skærpelserne - bortset fra Enhedslisten og Alternativet. Ifølge ham vil det blive meget lettere at gøre det nødvendige for at beskytte det danske samfund og de danske værdier.
- Islamiske samfund har en helt speciel måde at omgå synlighed på. De har udviklet et system, hvor pengene afleveres via mellemmænd. Det foregår uden om alle kanaler, fra hånd til hånd – og der er slet ingen tvivl om, at det også foregår i Danmark, siger Alex Ahrendtsen til Altinget og henviser blandt andet til oplysninger i bogen af den tidligere imam Ahmed Akkari.
Peter Bendix Petersen, formand for Dansk Friskoleforening, der har cirka 30 muslimske skoler blandt medlemmerne, er indforstået med, at øget åbenhed om friskolernes donationer kan skabe mere tillid hos politikerne.
- Jeg tror, at deres frygt er ubegrundet, men hvis det her kan være med til at give dem mere tillid, så fred være med det – så må de jo undersøge det, og vi er da interesserede i så megen åbenhed og gennemsigtighed som muligt, siger han.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.