
AARHUS: Et bordtennisbord eller bordfodbold i hjørnet ude i gangarealet - og så koranskole inde bagved, hvor børn hele lørdag og hele søndag terper koranvers.
Det er det billede, der står tilbage på nethinden, når man har set TV2-dokumentaren om 'Moskeerne bag sløret': En lovlig forening med kultur- og idrætsformål modtager kommunal støtte efter Folkeoplysningsloven - og muliggør dermed ret bastant religiøs forkyndelse, der aldrig ville være blevet godkendt til offentlig støtte.
Aarhus har tidligere været ude i den problematik, og nu skal der ifølge rådmanden på området samling blandt de store by-kommuner til for at få præciseret regelgrundlaget.
- Det er et vanskeligt spændingsfelt - og derfor, jeg har inviteret borgmestre og kulturrådmænd i de seks store byer - seks-bysamarbejdet - til et møde, der gerne skulle ende med, at vi i fællesskab kan komme med nogle anbefalinger til Folketinget om, hvordan det kan tydeliggøre rammerne i Folkeoplysningsloven, siger kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad (R) til Aarhus Stiftstidende.
Allerede i 2014 greb han ind, da det viste sig at foreningen Lighed og Broderskab i moskéen på Grimhøjvej havde fået tilskud og huslejetilskud til aktiviteter for børn og unge, som slet ikke fandt sted. Kommunen krævede støtten for to år tilbage.
Forkyndelse?
Nu er tre muslimske foreninger i søgelyset for at kanalisere støtte til fodbold, bordtennis og sløjd videre til blandt andet koranskoler.
- Vi har 400 foreninger, der får støtte efter folkeoplysningsloven. I Aarhus tager vi 10 pct. af dem ud til en årlig, ekstern kontrol, som BDO står for. Derudover kontrollerer vi selv oplysningerne fra andre 10 pct. Endelig laver vi såvel anmeldte som uanmeldte kontrolbesøg, hvis vi bliver opmærksomme på, at der kan være noget galt, siger Azad-Ahmad.
- Vi kan ikke afvise en forening med den begrundelse, at den er religiøs. Og efter loven må vi ikke give støtte til aktiviteter, der har karakter af forkyndelse - men godt til undervisning i religion, siger han og savner også klarere regler for, om man kan give støtte og lokaletilskud til aktiviteter, der foregår i et lokale - eller på en adresse - der til andre tider bliver brugt til gudsdyrkelse.
S klar til mere tilsyn
I Folketinget ønsker Socialdemokraternes politiske ordfører Nicolai Wammen ifølge TV2 News, at tilsynet med friskoler skal strammes med hyppigere kontrolbesøg og tjek af undervisningsmaterialer.
- Vi har jo set eksempler i TV2's udsendelser på, at man siger, at de underviser i det danske samfund, demokrati og ligestilling, at alt skulle være i skønneste orden, men i virkeligheden er det nogle helt andre ting, der bliver undervist i.
- Det er dejligt, at Socialdemokraterne nu har foretaget en kovending. De har bekæmpet det aktivt i de år, jeg har forsøgt at skærpe tilsynet, siger kulturordfører Alex Ahrendtsen (DF) til TV2 News.
I 2014 stemte S nej til at skærpe tilsynet med friskoler ved en forespørgselsdebat på initiativ fra DF og LA. S har også afvist en høring om friskoler, forklarer DF's kulturordfører.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.