SØNDERBORG: Flygtningene i jobforløb lærer hurtigere dansk, når sprogundervisningen foregår på arbejdspladsen. Det viser et konkret tilfælde fra Danish Crown-slagteriet i Blans ved Sønderborg.
Jobcenteret i Sønderborg Kommune sendte sproglærere til slagteriet, hvor en stor gruppe syriske flygtninge dagligt modtog tre timers undervisning i dansk. Danskundervisningen har været helt afgørende for, at forløbet på slagteriet blev en succes, mener jobcenterchef i Sønderborg Kommune Anne Kirk, skriver Ugebrevet A4.
- Det er en af nøglerne. I det hele taget giver det rigtig god mening at sprogundervisningen foregår på arbejdspladsen, for når voksne skal lære noget nyt, skal de relatere det til noget, der giver mening, siger jobcenterchef Anne Kirk til Ugebrevet A4.
- Det næsten umuligt at lære et sprog, med mindre man kontinuerligt bliver tvunget til at bruge det, man lærer, siger hun.
To ud af tre kommuner tilbyder i samarbejde med sprogskolerne danskundervisning på arbejdspladsen. Det viser en rundspørge blandt landets Jobcentre, som Ugebrevet A4 har foretaget. 56 jobchefer har deltaget i undersøgelsen.
Undervisningen afgørende
Danskundervisningen har været helt afgørende for, at forløbet på slagteriet blev en succes, mener fabrikschef Ole Carlsen fra Danish Crown.
På et tidspunkt var han bekymret, fordi det gik langsomt med syrernes danske sprog. Det krævede kun et enkelt opkald til jobcenteret, før der blev hyret en ekstra sproglærer.
- Det kræver, at jobcentrene sammen med kommunen er villige til at se, hvad virksomhedens behov er, og det har de gjort i vores tilfælde. Havde vi selv skulle gøre alt det her, havde det været nemmere at ringe til en gut, der kunne stille med tyve polakker, der kunne hoppe direkte på linjen, siger Ole Carlsen.
I dag er 11 syrere fastansat på slagteriet på normale vilkår. Det betyder også, at de går til danskundervisning i fritiden uden for arbejdspladsen.
Rundspørgen fra Ugebrevet A4 viser også at, tre ud af fire kommuner tilbyder særlige flygtningeforløb. Men der er stadig et stykke vej til målet, for der er få virksomheder, der har erfaringer med at ansætte flygtninge som i Blans.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.