14 danske kommuner har det sidste halvandet år forsøgt at motivere langtidsledige kontanthjælpsmodtagere med gulerod i stedet for pisk med et særligt projekt. Og det har været en succes, vurderer en arbejdsmarkedsforsker og en af kommunerne over for Avisen.dk
Forsøget hedder Dag-til-dag og er en frivillig ordning, der giver aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere mulighed for at tage småjob, hvor de kan beholde 70 procent af lønnen, uden at den bliver modregnet i kontanthjælpen.
Avisen.dk har gennemgået resultater fra kommunerne Aarhus, Ballerup, Kalundborg og Sønderborg. De fire kommuner har i alt 487 deltagere med i forsøget og har tilsammen oplevet, at otte pct. af deltagerne er gået fra at være aktivitetsparate til at blive selvforsørgende i løbet af halvandet år. Og det er et godt resultat, vurderer arbejdsmarkedsforsker og professor på RUC Bent Greve.
- I forhold til at det er folk, som normalt er langt fra arbejdsmarkedet, så er det en ret pæn succesrate, siger han til Avisen.dk.
Det er enten kontanthjælpsmodtageren selv eller kommunen, der skaffer de forskellige småjob. Det kan blandt andet ske i samarbejde med lokale virksomheder.
Ansættelsen skal ske på lige vilkår med alle andre borgere på arbejdsmarkedet. Dermed er guleroden for kontanthjælpsmodtageren både et økonomisk incitament, frihed og tillid fra kommunens side. Kommunerne tilbyder ligeledes kurser, der forbereder borgeren på at komme tilbage på arbejdsmarkedet.
13 pct. forlod projektet
Som udgangspunkt er det ikke meningen, at deltagerne i Dag-til-dag skal stryge ud på arbejdsmarkedet. Alle fire kommuner meddeler, at der som udgangspunkt er en grund til, at deltagerne af kommunen er blevet vurderet til at være uegnet til fuldtidsbeskæftigelse.
Men muligheden for at tjene lidt ved siden af kontanthjælpen samt oplevelsen af igen at være til nytte, giver de aktiveringsparate blod på tanden i en sådan grad, at bremsen til tider må hugges i.
13 pct. af deltagerne i de fire kommuner har af enten helbredsmæssige, psykiske eller praktiske årsager været nødt til at forlade projektet. Alligevel anser kommunerne Dag-til-dag som en succes.
- Vi har gennemført nogle kvalitative interview for at tage pulsen på projektet. Der har vi fået at vide fra deltagerne, at de ser det som et udtryk for stor tillid, at det er ordinære job. Mange af dem har været langtidsledige, så de er rigtig glade for, at det pludselig er rigtigt arbejde, som man får penge for, siger udviklingskonsulent i Ballerup Kommune Marie Nielsen til Avisen.dk.
Sårbar gruppe
Dag-til-dag-projektet slutter ved udgangen af 2016. Og selvom det kan være tidligt at gøre status over projektet, mener arbejdsmarkedsforsker og professor på RUC, Bent Greve, at det viser rigtig gode takter.
- Som udgangspunkt er det et godt projekt, da vi har med en sårbar gruppe at gøre, som under normale omstændigheder ville have meget svært ved at træde ind på arbejdsmarkedet, da de for det meste har andre problemer at slås med også udover ledighed, siger han.
RUC-professoren ser ud fra projektets resultater indtil videre god grund til at forsøge med en mere permanent ordning på landsbasis. Først mener han dog, at man bør kigge på, hvor forsøget har fungeret bedst samt økonomien. Projektet er finansieret via en pulje på knap 23 mio. kr. fra Beskæftigelsesministeriet.
- Det viser jo, at det koster penge, at få den her gruppe tilbage på arbejdsmarkedet. Men det viser også, at guleroden helt klart virker bedre end pisken på det her punkt, siger Bent Greve til Avisen.dk.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.