Fire psykisk handicappede, der er under værgemål, skal ikke have lov til at stemme ved folketingsvalg. Det slår Højesteret fast i en dom torsdag.
Tre mænd og en kvinde med psykiske handicap havde lagt sag an mod staten, fordi de ikke må stemme ved folketingsvalg, fordi de har en værge til at varetage deres økonomiske sager. Dermed er de i retlig forstand umyndiggjort, og det følger af Grundloven, at umyndiggjorte personer mister stemmeretten.
Torsdagens dom er en stadfæstelse af dommen i Østre Landsret, som også kom frem til, at det er i orden, at umyndiggjorte handicappede ikke må stemme ved folketingsvalg.
Højesteret vurderer i sin afgørelse, at det ikke er i strid med hverken Grundloven, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention eller FN's Handicapkonvention, at de fire personer blev nægtet adgang til at stemme ved folketingsvalget i 2015.
Ifølge Højesteret må personer, som har været underlagt et såkaldt paragraf 6-værgemål, anses som umyndiggjorte.
Prøvesag for 2000 personer
Efter grundlovens paragraf 29 har personer, der er umyndiggjort, ikke valgret til Folketinget. Uanset hvad der følger af Danmarks internationale forpligtelser, kunne appellanterne derfor ikke få medhold i, at de havde valgret ved folketingsvalget i 2015, slår Højesteret fast.
Dommen har været ventet med spænding, fordi det er en slags prøvesag for de omkring 2000 personer i Danmark, der har fået frataget stemmeretten på grund af et værgemål.
Havde de fire fået medhold, ville det formentlig have haft betydning også for de øvrige stemmeløse.
De cirka 2000 danskere, der med dommen fortsat er stemmeløse ved folketingsvalg, må dog gerne stemme til kommunalvalg, regionsrådsvalg og ved valg til Europa-Parlamentet. Det blev muligt med en lovændring i 2016.
Christian Dahlager, der er advokat for de fire, fortæller efter samtale med sin klient Martin Rosenlid, at de agter at tage sagen videre til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
- Der er en meget klar menneskeret, der siger, at man ikke automatisk må fratage stemmeretten fra folk, der søger om økonomisk beskyttelse, siger Christian Dahlager.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.