KL er enig med regeringen i, at der skal være en konsekvens, hvis ledige i kontanthjælpssystemet siger nej til jobtilbud, eller ikke dukker op til aktivering. Før jul sendte KL en række anbefalinger til regeringen, som har lyttet og nu giver et bud på, hvordan sanktionssystemet kan få banket rusten af sig. Og det er der i høj grad brug for.
Det er på høje tid, at der gøres op med det nuværende sanktionssystem, som både spilder medarbejdernes tid og virker ugennemskueligt for borgerne. Derfor er jeg meget tilfreds med, at regeringen med sit nye udspil har valgt at lytte til KL's input. Der er i den grad behov for en forenkling.
Hurtige og konsekvente sanktioner
Af udspillet fremgår det blandt andet, regeringen vil skære kraftigt i antallet af mulige sanktioner. I den nuværende lovgivning findes der 74 mulige takster, man som borger kan blive mødt med, hvis man ikke lever op til de forpligtelser man har, når man modtager offentlige ydelser. Det skal reduceres til fire, så det bliver nemmere at gennemskue for borgerne og lettere at administrere for kommunerne.
Vi baserer vores velfærdssamfund på, at man kan få hjælp, hvis man i en periode ikke kan forsørge sig selv. Men vi stiller også det krav, at man skal være til rådighed. Enten til at tage et arbejde, eller møde op til aktivering og samtaler med kommunen. Ønsker man ikke det, så skal der falde en sanktion. Her er det afgørende, at borgeren på forhånd ved, hvilken sanktion, der kan forventes, samt at den falder hurtigt og konsekvent. Det bliver i langt højere grad muligt med dette udspil.
Udspillet indeholder også en række nye tiltag som skal mindske snyd med offentlig forsørgelse, som for eksempel øget kontrol i lufthavne, som skal sikre, at borgere, der rejser ud ikke får uberettiget understøttelse. Samtidig lægges der op til, at der skal være bedre muligheder for forskellige former for registersamkøring, som kan gøre kommunerne opmærksomme på, når noget ikke stemmer.
Vi skal sikre, at borgerne modtager det, de er berettigede til. Hverken mere eller mindre. Snyd med sociale ydelser er helt uacceptabelt og det skal vi til livs. Alt hvad der gøres for at hjælpe kommunerne med den opgave tager vi pænt imod.
Brug for forenklinger på hele området
Udspillet om en forenkling af sanktionssystemet kommer efter regeringens udspil til en ny og forenklet lov om aktiv beskæftigelsesindsats, som regeringen lancerede i slutningen af året.
Der er brug for regelforenklinger på hele beskæftigelsesområdet, så medarbejderne bruger deres tid på det, der giver mening og effekt. Jeg vil derfor gerne kvittere for, at regeringen har lyttet til vores anbefalinger på det her område. Nu ser jeg frem til at se resultaterne af forhandlingerne på hele beskæftigelsesområdet.
Formand for KL's Arbejdsmarked- og Borgerserviceudvalg, Thomas Kastrup Larsen (S)
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.