Kommunerne afventer nu KL's retningslinjer for hvordan de skal håndtere de manglende børneattester, når det gælder flygtninge, oplyser DR Midt og Vest.
I den del af landet kan radiostationen beskrive ret forskellig praksis på baggrund af, at det stort set er umuligt for flygtninge at leve op til lovkravet: at fremskaffe børneattester, som dokumenterer, at de ikke har lavet seksualforbrydelser mod børn i deres hjemlande.
Derfor udelukker flere kommuner dem fra jobpraktik som pædagogmedhjælper, pedel eller køkkenmedarbejder i daginstitutioner og skoler. Det gælder bl.a. Ikast-Brande, hvor borgmester Carsten Kissmeyer (V) kalder det 'et ekstremt følsomt område, og vi vil ikke løbe nogen risiko. Uanset om man har været her længe eller i kort tid, så skal der en børneattest til'.
Delte meninger
Også Viborg og Holstebro har også sagt stop på det punkt, mens Herning Kommune i stedet har valgt, at flygtningene aldrig er alene med børnene.
I februar åbnede kulturminister Bertel Haarder (V), der har ansvaret for reglerne om børneattester, op for at justere reglerne, og mødte kritik fra Red Barnet, der ikke ønsker at ændre på reglerne.
Tidligere havde formanden for KL's løn- og personaleudvalg Michael Ziegler (K) åbnet forsigtigt op for at støtte forslaget om en justering, ligesom pædagogernes fagforening BUPL også bakkede op - og det samme gjorde Aalborg Kommune. I Aarhus var rådmanden for børn og unge, Bünyamin Simsek (V), derimod mere kritisk over for ideen.
Endnu er KL ikke kommet med retningslinjer på området.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.