Trods løfter om det modsatte har kun tre ud af de syv centre for flygtningebørn haft besøg af tilsyn. Bekymrende, mener fagfolk.
- Uanset hvordan vi vender og drejer det, så skal tilsynet laves om, for det er ikke godt nok, som det er i dag.
Sådan sagde udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) på et samråd den 1. december 2016, efter det kom frem, at ingen myndigheder førte tilsyn med landets asylcentre for uledsagede mindreårige, de såkaldte flygtningebørn.
Alligevel har fire ud af syv børnecentre, der huser de uledsagede flygtningebørn, ikke haft besøg af tilsynsmyndighederne siden da, oplyser Radio24syv. Opgaven med at føre tilsyn med de uledsagede flygtningebørn har siden 1. september ligget hos Socialtilsyn Midt, og her har man ikke ført tilsyn endnu, skriver tilsynet til Radio24syv.
Udlændingestyrelsen bekræfter, at den har overdraget opgaven med tilsyn til Socialtilsyn Midt, og at styrelsen ikke har været på tilsyn med 'Børnecenter Østrup, afdelingen på Center Hviding for uledsagede mindreårige på 17 år, afdelingen på Center Sandholm for uledsagede mindreårige med gadeorienteret adfærd og indkvarteringsstedet ASK4US'.
Til gengæld har styrelsen været på tilsyn med centre i Tønder, Gribskov og Rovvig. Dermed er det kun tre ud af syv nuværende børnecentre, der er ført tilsyn med.
Enhedslistens integrationsordfører Johanne Schmidt-Nielsen vil nu stille et skriftligt udvalgsspørgsmål om sagen til Inger Støjberg.
Sagen begyndte i november sidste år, hvor Radio24syv afdækkede en række sager fra Langeland Kommunes asylcentre, hvor mindreårige asylansøgere på ét center blev vækket ved at få kastet koldt vand på sig.
Der var meldinger om selvmordstruede børn, mens der var sket omsorgssvigt på et andet center. Det blev også afdækket, at Udlændingestyrelsen ikke havde ført tilsyn med nogen af centrene i to og et halvt år.
I gang 7. november
Udlændingestyrelsens hjemmeside fortæller, at 'det centrale i tilsynet er at vurdere kvaliteten af vilkårene på børnecentrene. De vigtigste formål med indkvarteringen af de uledsagede mindreårige er, at de har trygge rammer og muligheder for en struktureret hverdag,' skriver Udlændingestyrelsen om tilsynene.
Socialtilsyn Midt under Silkeborg Kommune oplyser, at tilsynet forventer de første besøg gennemført fra den 7. november. Også kontorchef Ditte Kruse Dankert fra Udlændingestyrelsen siger, at tilsynsbesøgene er på vej.
'Inden årets udgang vil de sidste centre også have fået besøg, idet Socialtilsynet vil føre yderligere tilsyn i den kommende tid. Vi har siden kritikken udviklet et nyt generelt tilsynskoncept, et nyt koncept for børnecentrene, indgået aftale med Socialtilsynet om, at de skal varetage opgaven, og Socialtilsynet vil fra næste år foretage årlige besøg på alle børnecentrene,' skriver Ditte Kruse Dankert til Radio24syv.
Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg har ikke ønsket at kommentere sagen over for Radio24syv.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.