dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat
Lov om dagtilbud modvirker hensigt for udsatte boligområder
Dagtilbudslovgivningens bestemmelse, om at højest 30 pct. af børnene i en institution må bo i et udsat boligområde, efterlader halvtomme institutioner, viser Momentum-rundspørge.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Lov om dagtilbud modvirker hensigt for udsatte boligområder

Flere kommuner oplever, at den dagtilbudslovgivning, der skal bidrage til at omdanne udsatte boligområder, ender med at modarbejde det selvsamme.

En lovgivning, der skulle skabe en bedre fordeling af børn i institutioner og bidrage til bydele med en mere blandet befolkningssammensætning, lader til at stå i vejen for det selvsamme. Det viser en rundspørge, som KLs nyhedsbrev Momentum, har lavet blandt 12 berørte kommuner, som i december sidste år havde et udsat boligområde.

Dele af dagtilbudslovgivningen fastslår, at maksimalt 30 pct. at børnene i et dagtilbud må bo i udsatte boligområder, men den bestemmelse giver utilsigtede konsekvenser, lyder det fra politiske ledere i Esbjerg, Randers og Odense Kommuner.

Af de otte kommuner, der har svaret på rundspørgen, peger de syv af dem på, at loven har gjort det sværere eller meget sværere både at omdanne de udsatte boligområder og at udnytte kapaciteten i de berørte dagtilbud. De omtaler bl.a. lovgivningen som ”helt tosset”, ”ulogisk”, ”fuldstændig kontraproduktivt”, ”ikke praktisk” og at den ”vender fuldstændig forkert”. 

Tosset og ulogisk

En nybygget institution i Esbjerg, Bydelens Børnehus, der ligger i et udsat boligområde, har ifølge borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) "de bedste fysiske rammer vi overhovedet har til en daginstitution" men den står alligevel halvtom.

- Vi har masser af børn i nærområdet, der gerne vil gå der, men vi er nødt til at afvise dem. Altså afvise de børn, der bor tæt på, og finde andre uden for området – og det er jo ikke praktisk. Det kommer til at betyde, at vi må udbygge institutioner uden for de udsatte områder og altså bruge offentlige midler på at løse en opgave, der sådan set er fuldstændig unødvendig at bruge penge på. Og det er jo helt tosset, siger borgmesteren. 

I Odense er man i gang med at omdanne det udsatte Vollsmose-område bl.a.med tre nye børnehuse, og her forudser rådkvinde for Børn og Unge, Susanne Crawley (R) samme problemstilling:

- Vi bygger virkelig lækre, flotte institutioner med store ambitioner for netop at tiltrække ressourcestærke familier. Men hvis vi ikke kan få lov til at flytte de nye familier ind i børnehusene... Altså det giver bare ikke mening. Den del af lovgivningen er ulogisk, bider sig selv i halen og virker for mig at se som noget, der ikke blev tænkt igennem, dengang man lavede loven, siger hun. 

En administrativ byrde

I Randers mener borgmester Torben Hansen (S), at lovgivningen både mangler fagligt belæg, mindsker fleksibiliteten i forhold til at udnytte kapaciteten og er en administrativ byrde.

- Jeg ved simpelthen ikke, hvad lovgiverne har tænkt. For daginstitutionerne er en del af løsningen og ikke problemet. Så den her 30 procents-regel vender fuldstændig forkert, siger han.

De tre daginstitutioner i kommunens udsatte boligområder har dispensation fra lovgivningen indtil 2025, og borgmesteren frygter, at de derefter bliver såkaldte gennemgangsinstitutioner.

Det risikerer de at blive, fordi forældre uden for området, ifølge lovgivningen, både tilbydes en plads indenfor og udenfor det udsatte boligområde. I Momentums rundspørge, oplever syv ud af de otte kommuner, at forældre uden for de udsatte boligområder takker nej til dagtilbud i de udsatte områder.

KL ønsker dispensationsmulighed

Frygten for tomme institutioner, når kommunernes dispensationer udløber, bekymrer også KL's formand for Børne- og Undervisningsudvalget Thomas Gyldal Petersen (S).

KL er enig i intentionerne bag lovgivningen i forbindelse med parallelsamfundsaftalen, men flere kommuner peger altså på væsentlige udfordringer med de utilsigtede konsekvenser af lovgivningen, siger han til Momentum:

- Kapacitetsproblemer, forhindringer med byudvikling, problemer med at tilbyde børn en dagtilbudsplads i nærområdet og administrative byrder er bare nogle af disse – og det kan alt sammen på sigt få betydelige økonomiske konsekvenser. Af samme grund var det afgørende for KL og kommunerne, at loven indeholdt muligheder for dispensation. Den mulighed er væk nu, og KL ønsker derfor og arbejder på at genindføre den hurtigst muligt.

cwa

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.