
MARIAGERFJORD: Mariagerfjord Kommune har siden vedtagelsen af budgetforliget for 2019 varslet fyring af 42 ansatte, fordi kommunen skal finde 123 mio. kr. i budgetbesparelser - men det indebærer fyring af seks ansatte, der er tillidsvalgte, lyder det i et referat fra et ekstraordinært møde i økonomiudvalget onsdag.
Og det udløser noget af et dilemma i kommunen, for fagforeninger er ikke i tvivl om, 'at det er med fuldt overlæg, at kommunen vil have tillidsrepræsentanter væk'. Ifølge Nordjyske og TV2 Nord vil den samlede fagbevægelse således lægge sag an mod kommunen, hvis opsigelserne gennemføres.
Ifølge referatet er der tale om tre arbejdsmiljørepræsentanter, to tillidsrepræsentanter og en tillidsrepræsentant-suppleant, som er fordelt på kommunens institutioner og i administrationen. De er organiseret henholdsvis under HK, Dansk Socialrådgiverforening og Danmarks Lærerforening, og de kalder det 'organisationsforfølgelse', at kommunen vil afskedige dem.
– Når der er tale om tillidsvalgte, skal der ligge tvingende omstændigheder til grund for en fyring. Det gør der ikke her. Mariagerfjord Kommune har 3.600 ansatte. Hvorfor er det så lige de seks her, man peger ud? Jeg kunne forstå det, hvis der var tale om en stor fyringsrunde i en børnehave. Men det er ikke tilfældet her, siger formand for FOA Mariagerfjord, Kenn Andreasen, til Nordjyske.
'Man kan ikke fyre en tillidsrepræsentant for at spare penge'
Konklusionen på mødet, som viceborgmester Leif Skaarup (S) havde indkaldt til på baggrund af bekymring om sagens forløb, lød således, at 'økonomiudvalget tog orienteringen til efterretning med den bemærkning, at de naturligvis forventer, at de formelle regler for den slags sager følges'.
– Men det betyder ikke, at jeg ikke kommer til at følge sagen, og det er ikke lig med blind tillid. Det her er ikke nogen kritik af forvaltningen, men det er en alvorlig bekymring for, om det her er inden for skiven, og om det ender rigtigt. Hvis det ikke er inden for skiven, kan det have større konsekvenser, fordi der jo er tale om seks tillidsvalgte, siger Leif Skaarup til Nordjyske.
Ifølge lektor og arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl fra Aalborg Universitet kan man ikke fyre tillidsrepræsentanter blot for at spare penge.
- En tillidsrepræsentant kan blive fyret på lige fod med andre, hvis man misligholder sit arbejde eller laver svigt på sin arbejdsplads. Men når det gælder sparerunder, har man et princip om, at tillidsrepræsentanten er den sidste, som kan blive fyret blandt ligemænd, siger Laust Høgedahl til TV2 Nord.
Fredag mødes foreningerne med Mariagerfjord Kommune til forhandlinger. Borgmester Mogens Jespersen (V) vil ikke kommentere på sagen før i næste uge.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.