
ROSKILDE / LOLLAND: Først tog Roskilde-politikere sagen op, og Lolland-politikere fulgte efter. KL-toppen henvendte sig derefter til ministeren, og nu er der kommet svar - negativt.
Sidst i maj kunne vi berette, hvordan Roskilde rent ud mener, at Arbejdsskadestyrelsen bryder loven, hvordan styrelsens lange sagsbehandlingstider koster kommunen millioner, og hvordan kommunen opfordrede KL til at tage sagen op med beskæftigelsesministeren. 15 sygedagpengesager havde indtil nu kostet kommunen 2,4 mio. kr., fordi styrelsen ikke får afsluttet sagerne under et år - og de ramte borgere har fortsat krav på sygedagpenge.
I juli fulgte Lolland trop idet Arbejdsmarkedsudvalget sendte en klage over sagsbehandlingstiden - aktuelt på baggrund af 16 sygedagpengesager, der ifølge Folketidende ligger i styrelsen. En enkelt sag har været under behandling i 130 uger.
Borgmester Holger Schou Rasmussen (S) og udvalgsformand Vibeke Grave (S) kaldte det 'voldsomt frustrerende, at regeringen ikke leverer på sin del af de økonomiske strukturer'. Kommunen pegede på 2,5 mio. kr., som stammede fra langsommelig sagsbehandling i Arbejdsskadestyrelsen.
'Misforståelse'
Lolland skrev direkte: 'Kommunen beder derfor gerne Beskæftigelsesministeren tilkendegive, at vi kan forvente disse uvedkommende udgifter dækket af Staten.'
Det kan de åbenbart godt glemme.
KL-toppen repræsenteret ved formand Martin Damm (V) og direktør Kristian Wendelboe tog sagen op over for ministeriet, og i et svar fra beskæftigelsesminister Jørn Damgaard Larsen (V) fremgår det, at kommuner i forvejen kompenseres for den slags udgifter.
Ministeren skriver bl.a. 'Det må dog bero på en misforståelse, at kommunernes økonomi påvirkes af udgifter til sygedagpenge i forbindelse med arbejdsskadesager. Kommunerne kompenseres samlet under ét for eventuelle merudgifter og ændrede skøn for indkomstoverførslerne via balancetilskuddet og budgetgarantien.'
Det fremgår også af brevet til KL, at 'Roskilde Kommunes udgift dækkes således også af staten med mindre komunen har uforholdsmæssigt mange borgere, som er berørt af langvarige arbejdsskadesager.'
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.