dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi

Offentligt ansat gik for langt på Facebook

Efter Ombudsmanden gentagne gange har indskærpet, at offentlige ansatte har vidtgående ytringsfrihed, viser ny afgørelse, at der er grænser

En kommunal medarbejder overskred grænserne for sin ytringsfrihed, da han i en kommentar på Facebook beskrev kommunaldirektøren som 'en person, der måske ikke har sandhed som sin spidskompetence'. Det siger ombudsmanden i en ny udtalelse. Han lægger blandt andet vægt på, at medarbejderen ikke nærmere havde dokumenteret eller sandsynliggjort sin beskyldning. 

- Offentligt ansatte har vidtgående ytringsfrihed, men sagen viser, at der er grænser. Ansatte må fx ikke udtale sig om deres chefer i en urimelig grov form, siger Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen. 

I den foreliggende sag siger ombudsmanden blandt andet, at udtalelsen måtte forstås som en beskyldning mod kommunaldirektøren for i ikke uvæsentligt omfang at benytte sig af usandheder. Han finder, at en sådan beskyldning må anses for meget grov, hvis den ikke nærmere dokumenteres eller sandsynliggøres. 

Loyalitetspligt ikke relevant
Selvom medarbejderen overskred grænserne for sin ytringsfrihed, var kommunens håndtering af sagen ikke efter bogen. Kommunen havde nemlig behandlet sagen som et spørgsmål om medarbejderens loyalitet over for kommunen. Og det efterlader tvivl om, hvorvidt kommunen har forstået reglerne rigtigt, mener ombudsmanden. 

- Myndigheder bør ikke tale om loyalitetspligt i sammenhæng med offentligt ansattes ytringer. Det fører alt for let til fejl. De skal nøjes med at fokusere på, om ytringen holder sig inden for de udtrykkelige grænser, der gælder på området, siger Jørgen Steen Sørensen.

Han henviser til, at det er understreget i Justitsministeriets vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed, at ledelsen ikke kan pålægge de ansatte andre begrænsninger end dem, der er beskrevet i vejledningen – heller ikke ud fra loyalitetshensyn. 

Ombudsmanden har bedt kommunen om – på et korrekt retligt grundlag – at forholde sig til, om den advarsel, som medarbejderen fik for sine udtalelser, bør fastholdes.

mfa

 

Læs ombudsmandens udtalelse.


 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/offentligt-ansat-gik-for-langt-pa-facebook

GDPR