Otte ud af ti børn udredes ikke til tiden
"Udredningsret er blevet til tomme løfter, når den ikke overholdes i otte ud af ti tilfælde."
Sådan lyder det fra Psykiatrifondens direktør Marianne Skjold.
Mere end otte ud af ti børn og unge med brug for hjælp i psykiatrien blev ikke udredt inden for de lovbestemte 30 dage i årets tredje kvartal. Det viser nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen.
Indtil oktober i år er knap 7.000 børn og unge med andre ord ikke blevet udredt til tiden. Et tal, der desværre må forventes at stige yderligere.
- At udredningsretten stadig ikke overholdes, er for mig helt uforståeligt og uacceptabelt. Siden 2020 har politiske aftaler haft til formål at nedbringe ventetiderne med det resultat, at børn og unge med psykisk sygdom nu venter længere på at få hjælp, end de gjorde før 2020. Det hænger ikke sammen, siger Psykiatrifondens direktør Marianne Skjold.
Tidlig behandling er afgørende
Tidlig behandling ved psykisk sygdom er afgørende for børn og unges videre færd i livet.
Blandt de 8 pct. unge, der har den dårligste mentale sundhed som 15-årige, er knap en fjerdedel ikke i uddannelse eller beskæftigelse som 25-årige, hvilket er mere end tre gange så mange som de 92 pct. med et godt mentalt helbred.
I 2017 var omkring 86 pct. af alle 18-årige i gang med en ungdomsuddannelse, mens det kun gjorde sig gældende for omkring 60 pct. af unge med psykiske sygdomme.
En redningsplan skal sikre, at tilliden kommer tilbage til systemet, så børn og unge kan komme tilbage til hverdagen med familie, skole og fritidsaktiviteter.
Redningsplan
Psykiatrifonden har præsenteret en redningsplan for, hvordan man kan sikre rettidig behandling af børn og unge ved at udnytte den private kapacitet bedre.
Fonden skønner, at det vil koste ca. 150 mio. kr. i 2025.
Regeringen har til februar lagt op til forhandlinger om at styrke patientrettighederne i børne- og ungdomspsykiatrien.
Du kan læse hele redningsplanen her.
lgn
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.