Regler om magtanvendelse hastes igennem

Udkast til bekendtgørelsen om voksenansvar (om magtanvendelser) for anbragte børn og unge er for øjeblikket i høring blandt områdets aktører.

I FADDs høringssvar kommer vi blandt andet til at fremhæve de gode præciseringer og et par alvorlige begrænsninger. Lad os i henhold til Svend Brinkmans fokus på også at have øje for bagsiderne af det positive, koncentrere os om manglerne.

Først og fremmest er det tidsmæssige perspektiv nærmest en hovedløs fornærmelse af alle de mennesker, der skal leve med konsekvenserne af den nye bekendtgørelse, den nye lovgivning (som er vedtaget) og den kommende vejledning, som vi, der har flere års erfaringer i arbejdet med lovstof på socialområdet slet ikke tør gætte på, hvornår er klar til at forlade trykkeriet.

Vi minder om lovens ikrafttræden er 1. januar 2017. Altså om knap tre måneder.

I sagens natur tænker vi i første omgang på de anbragte børn og unge, for hvem rettigheder i forbindelse med voksnes magtanvendelser er blandt de mest afgørende i barnets oplevelse af retssikkerhed.

Anbragte børns rettigheder skal nu hastes igennem en lovmaskine, hvis ophavsmænd tilsyneladende ikke skeler til, at implementering af markante og ofte nødvendige ændringer i de borgernære regler og rammer for, hvad de professionelle må og ikke må, kræver både afklaring, drøftelse og præcisering. Plus det løse. Som et eksempel på hastværket kan det nævnes, at ledende medarbejdere i de sociale tilsyn, der alt andet lige har en ganske vigtig rolle at spille i behandlingen, implementeringen og erfaringsdannelsen af det nye lovstof, først kan komme på kursus i håndteringen af ændringerne til december – godt nok 2016 – men alligevel.

24 timer er for kort tid
Først herefter kan vores folk på anbringelsesstederne blive vejledt af socialtilsynet i, hvad der er op og ned i betænkningen. Det er indlysende, at de medarbejdere, der som en grundbetingelse i arbejdet med anbragte børn og unge har, at konflikter kan opstå, ligeledes har brug for tid til at drøfte ikke bare tilladte og ikke tilladte magtanvendelser, men også hvordan man på den mest nænsomme og samtidigt insisterende måde medvirker til, at opgaven med at tage vare på andre menneskers børn bliver så omsorgsfuld og udviklende som muligt.

Når det så er sagt, så er det tillige et stort problem, at lederne af anbringelsesstederne fremover ifølge bekendtgørelsesudkastet skal kunne nå at fremsende indberetningsskemaer vedrørende tilladte magtanvendelser til handlekommunen indenfor 24 timer. Dels er det ikke den praksis, vi har nu, hvor lederen orienterer handlekommuner per mail eller telefon indenfor 24 timer.

Dels er det meget vanskeligt (læs umuligt) at lave en kvalificeret vurdering indenfor 24 timer, herunder at tale med børn, medarbejdere og forældre. I henhold til loven og således som en del af de anbragtes retssikkerhedskrav og desuden som en del af fagets egne etiske standarder skal børnene høres og inddrages, deres version skal tillægges værdi, ligesom deres forældre skal orienteres ordentligt. Derudover er det en grundlæggende del af arbejdet med magt vedvarende at reflektere, at nytænke og at gøre de oplevelser, man får, til erfaringer.

Vigtig passus ikke med
Vi har med lige dele ærgrelse og bekymring desuden noteret os, at en i øvrigt helt nødvendig omsorgsfremmende og respektfuld passus om, at medarbejdere på anbringelsesstederne skal have mulighed for at fastholde eller fjerne det barn, der forårsager uro og skaber utryghed for sig selv og de andre i børnefællesskabet, IKKE er medtaget i udkastet.

Det ærgrer os, fordi det i forbindelse med magtanvendelsesudvalgets samtaler med anbragte børn og unge fremgik, at børnene fandt det uretfærdigt og urimeligt, at det var dem, der skulle forlade rummet, når et andet barn larmede eller tyranniserede i fællesarealerne.

Vores ærgrelse går også på, at børnene er blevet spurgt, deres svar var entydige, og der er efter vores opfattelse ikke gode grunde til ikke at efterkomme børnenes ønske på dette område.

Vores bekymring er, at konsekvensen - hvis et flertal i Folketinget beslutter ikke at medtage denne passus - vil være, at anbragte børn og unge fortsat skal opleve, at det barn, der forårsager uroen med sin adfærd kan bestemme over og påvirke en hel gruppe af børn – på et grundlag som børnene har meget svært ved at forstå.

For god ordens skyld er der i denne sammenhæng tale om eksempler, hvor barnet ikke er til fare for sig selv eller andre. 
I disse tilfælde har vi de nødvendige værktøjer og muligheder.

- Søren Skjødt, formand for FADD, Foreningen af Danske Døgninstitutioner