
Flere børn i de såkaldte forebyggelsesområder skal fremover være en del af dagligdagen i de danske daginstitutioner. Det lægger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) op til med et forslag om automatisk opskrivning i daginstitution.
- For nogle børn er forholdene hjemme så problematiske, at de ikke får det med sig hverken sprogligt og socialt, som de ville, hvis de gik i institution, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.
Konkret skal børnene automatisk skrives op, når de er ni måneder. Herefter skal barnet senest tilbydes en plads, når de fylder et år.
Udvidelse af parallelsamfundsaftale
Ifølge ministeren skal forslaget ses som en forlængelse af parallelsamfundsaftalen. Aftalen blev indgået under den borgerlige regering i 2018 sammen med S, SF, og DF.
En del af aftalen var, at 1-årige børn i såkaldte udsatte boligområder skulle have et obligatorisk tilbud om at starte i daginstitution. Det er altså den aftale, som regeringen gerne vil udvide.
- Vi kan se, at det har bidraget til at flere børn fra udsatte boligområder går i daginstitution i dag. Derfor ønsker vi nu at gå skridtet videre, siger børne- og undervisningsministeren.
Det vil være muligt at få skrevet sit barn af listen til daginstitutioner. Det vil dog udløse et besøg fra den kommunale forebyggelsesindsats.
- I mange tilfælde er det åbenlyst uproblematisk, at børnene ikke går i daginstitution. Men i de tilfælde, hvor forholdene hjemme er problematiske, har de fleste forældre reageret positivt, når de har fået at vide, at det er en god idé at sende børnene i daginstitution, siger Rosenkratz-Theil.
58 områder oveni de nuværende
Da parallelsamfundsaftalen trådte i kraft 1. juli 2019, gjaldt den for landets ghettoområder. I dag kaldes områderne parallelsamfund, og der er 12 områder på listen.
Regeringen vil udvide det obligatoriske tilbud om daginstitution til landets 58 forebyggelsesområder.
Definitioner
Udsatte boligområder er, når mindst to af fire kriterier gælder. De handler om andel uden tilknytning til arbejdsmarkedet, andelen af dømte, andel uden uddannelse og andel med lav indkomst.
Parallelsamfund hed tidligere ghettoområder. Det er udsatte boligområder (se ovenfor), hvor andelen af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere desuden overstiger 50 pct.
Forebyggelsesområder er i risiko for at blive parallelsamfund, bl.a. skal andelen af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere overstige 30 pct.
Kilde: Indenrigs- og Boligministeriet
Rosenkrantz-Theil foreslår derudover at indføre et forbud mod at børn under 18 år bruges som tolke i forbindelse med mødet med det offentlige.
- Børn skal have lov til at være børn. Derfor ønsker vi et påbud om, at det skal være rigtige tolke, der oversætter de ting, der foregår omkring skolen, siger hun.
På sundhedsområdet er der allerede et forbud mod at anvende børn og unge under 18 år som tolke.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.