Særregler for mandlige pædagoger er ulovlige, men de finder alligevel sted i danske institutioner. For eksempel er det ofte blevet beskrevet, at mandlige pædagoger i visse institutioner ikke må sidde med børn på skødet eller skifte ble på børn alene.
Derfor tager Institut for Menneskerettigheder nu affære for at få stoppet diskriminationen, skriver Jyllands-Posten.
- Det er meget principielt og i offentlighedens interesse, at vi får gjort op med den ulovlige og forskelsbehandlende praksis, siger ligebehandlingschef Maria Ventegodt Liisberg fra Institut for Menneskerettigheder til avisen. Hun fortsætter:
- Særreglerne er udtryk for en ubehagelig mistænkeliggørelse af mænd i daginstitutioner, og det ønsker vi at gøre op med.
Ingen konkret klage
Instituttet har ikke fået en konkret klage over forskelsbehandling af mænd. I stedet udnytter det et nyt mandat, som lovgivningen har givet adgang til siden 1. januar.
- Der har været en offentlig diskussion om temaet, og vi har også kunnet se, at der er institutioner, som har den slags særregler. Derfor finder vi denne sag meget velegnet som prøvesag, siger ligebehandlingschefen.
Der findes ikke et overblik over antallet af institutioner, som har særregler for mandlige pædagoger. Men i pædagogernes fagforening, BUPL, er formand Elisa Bergmann ikke i tvivl om, at det gavner at få prøvet en sag ved Ligebehandlingsnævnet.
- Vi er ikke i tvivl om, at der desværre stadig trives en mistænkeliggørelse af mandlige pædagoger, og det er en medvirkende faktor til at holde netop mænd væk fra faget, siger hun til Jyllands-Posten.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.