VESTERHIMMERLAND / AALBORG: I 2020 fyrede specialbørnehjemmet Fjordhuset afdeling Krabben i Aalborg Kommune en medarbejder efter vedkommende havde slået et barn. Ifølge loven skal stedet orientere både socialtilsyn og de relevante udvalg efter episoder som denne - men det skete ikke. Formand for Region Nordjyllands Psykiatri- og Socialudvalg siger nu til Nordjyske.dk, at hun ikke forstår bostedets håndtering af episoden.
- Det er højest usædvanligt, at det forekommer, og derfor undrer det mig, at vi ikke har fået en orientering, uanset om man vurderede, at det skulle føre til en politianmeldelse eller ej, siger Vibeke Gamst (K).
I en tilsynsrapport fra april 2021 står der, at specialbørnehjemmet burde have orienteret socialtilsynet, da det ifølge Lov om voksenansvar for anbragte børn og unge pligtigt, at institutionen underretter enten kommunen eller regionen uden opfordring.
Slag, som ikke blev anmeldt
Socialtilsyn Nord kritiserer yderligere omstændigheder i rapporten. Voldsepisoden var alvorlig nok til, at medarbejderen blev fyret, men alligevel mente anbringelsesstedet ikke, at det var nødvendigt, at det skulle politianmeldes. I rapporten står der: "Socialtilsynet konstaterer videre, at hændelsen ikke er anmeldt til politiet, hvorfor socialtilsynet vurderer, at tilbuddet ikke sikrer borgernes retssikkerhed".
Leder af Specialsektoren i Region Nordjylland Ulla Pedersen pointerer dog, at hun mener, at de efter kritikken fra socialtilsynet satte de nødvendige processer i gang. "Når Socialtilsynet har fundet grundlag for kritik, så går vi i gang med et større arbejde, der skal sørge for at tingene bliver bedre", skriver hun i en mail til Nordjyske.
Hendes ansvarsområde omfatter bl.a., at hun skal være i tæt dialog med bostedslederne, hvor hun sammen med lederne skal sikre, at de rette instanser informeres, når der forekommer episoder som disse. I mailen skriver hun desuden, at hun ikke vil kommentere på de konkrete sager.
Fjordhuset står dog ikke alene for skud. Et andet nordjysk specialbørnehjem ved navn Søhuset i Vesthimmerland Kommune fik kritik i en tilsynsrapport i april 2021. Kritikken berørte nogle af de samme punkter. "I forhold til Sundhed og trivsel er det socialtilsynets vurdering, at tilbuddet ikke i tilstrækkelig grad forebygger magtanvendelser, at tilbuddet ikke indberetter alle magtanvendelser til socialtilsynet, samt at tilbuddet derved ikke har tilstrækkeligt kendskab til lov om voksenansvar", står der.
Denne afdeling fik pålagt at sørge for, at personalet har et fuldkomment kendskab til lovgivningen og desuden redegøre for, hvordan de i praksis vil gøre det.
Ulovlige magtanvendelser fortsætter
Nu har børnespecialhjemmene haft lige under to år til at nå de pålagte mål. Ifølge to nye tilsynsrapporter fremlagt 6. januar i år, står der, at begge tilbud har forbedret sig på flere af de områder, det var nødvendigt. Men det fremgår også, at bostederne endnu ikke lever op til kravene om at følge lovgivningen samt at de stadig tyer til magtanvendelse uden berettigelse.
I rapporten står der bl.a., at "Det er socialtilsynets vurdering, at tilbuddet følger implementeringsplanen, men at der stadig sker magtanvendelser, som ikke har hjemmel i lov om voksenansvar."
Trods forbedringerne, så vurderer socialtilsynet slutteligt i rapporten, at "Det er endelig socialtilsynets vurdering, at tilbuddet, grundet ovenstående, ikke i tilstrækkelig grad sikrer børnenes mentale sundhed og trivsel."
Fjordhuset og Søhuset
- Specialbørnehjemmene tilbyder indsatser til børn fra 0 år indtil de fylder 18 år, og på afdeling Kvisten indtil de fylder 23 år.
- Specialbørnehjemmenes målgruppe er børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsniveau.
- Langt de fleste børn/unge på Specialbørnehjemmene har store sproglige udfordringer og kommunikerer ved hjælp af alternative og støttende kommunikation.
- Specialbørnehjemmene har en faglig tilgang ved navn Low Arousal. Det er en ikke-konfronterende og konflikt-nedtrappende tilgang til problemskabende adfærd. Det er en tilgang til at undgå, at barnet/den unge bliver sensorisk og følelsesmæssigt overstimulerede og ender i konflikter.
- Bostederne arbejder også ud fra et helhedssyn og en relationistisk tilgang til vores børn og unge. Det er i relationerne mellem mennesker, at udvikling finder sted. Vi har øje for det enkelte barns/unges ressourcer og kompetencer i samspillet med andre børn/unge og voksne.
Kilde: Fjordhuset/Søhuset
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.