
Hver syvende elev på sosu-uddannelserne er stoppet efter tre måneder på hovedforløbet. Det er dobbelt så mange som eleverne på de øvrige erhvervsuddannelser, lyder konklusionen i en Momentum-analyse.
Helt konkret viser analysen på baggrund af tal fra Udenrigsministeriets Uddannelsesstatistik.dk, at det i 2017 var 14,1 pct. af eleverne på sosu-assistentuddannelsen og 14,5 pct. af eleverne på sosu-hjælperuddannelsen, der var stoppet med uddannelsen senest tre måneder inde i hovedforløbet. På de øvrige erhvervsuddannelser gælder det i gennemsnit for 7,2 pct. af eleverne.
Ifølge lektor på Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet Arnt Vestergaard Louw, handler frafaldet i høj grad om, at en del af eleverne får et praksischok, når de starter i praktikken.
- Man forsøger at forberede dem, men det er svært at blive helt forberedt på at komme ud til syge mennesker eller udføre hygiejnisk pleje. Mødet med praksis adskiller sig fra de andre erhvervsuddannelsers praktik, hvor man har et bedre billede af det på forhånd, siger Arnt Vestergaard Louw.
Større frafald blandt yngre elever
Analysen viser også, at de yngre elever i højere grad springer fra end de ældre elever. Frafaldet er således på 18-19 pct. for elever under 25 år, mens det er 12,3 pct. for elever over 25 år.
Formand for Danske sosu-skoler og direktør på SOSU Nykøbing Falster Jeppe Rosengaard Poulsen forklarer, at der også er forskel på at komme i praktik i en traditionel erhvervsuddannelse som tømrer, hvor det måske kun er som lærling, og på at komme ud som sosu-elev i en kommune.
- Tømrermesteren kan være mere kontant, men han kan også have nemmere ved at være opmærksom på den enkelte lærlings behov. Samtidig er der en anden tradition og arbejdskultur i sosu-faget, hvor man hurtigt bliver tænkt ind i at skulle løse opgaver, og som elev derfor får mere ansvar på sig, end hvis man er tømrerelev, siger han.
eo
Om undersøgelsen
Data bygger på tal fra Undervisningsministeriets datavarehus Uddannelsesstatistik.dk, der leverer ledelsesinformation til brug for folkeskoler, gymnasier og erhvervsuddannelser. Statistikken er dannet ud fra registreringer om blandt andet afgangsmeldinger og skoleperioder. Frafaldet er opgjort som en status tre måneder efter den enkelte elevs uddannelsesstart, uanset hvornår på året eleven er startet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.