
KOLDING: Mange indvandrere bliver holdt ude af arbejdsmarkedet, fordi de ikke mestrer de stumme d’er og indforståede talemåder efter tre års sprogskole. Men i Esbjerg har de held med projektet Dansk+, der tilkobler sprogligt udfordrede indvandrere med en fast sprogmakker.
Kommunen finder de borgere, der kæmper med sproget, men har motivationen til at arbejde, og får dem ind i en virksomhed med fokus på, at de skal udvikle deres sprogfærdigheder. Her kan de sparre med en fast makker, og det giver gode resultater, fortæller projektkonsulent Maria Anglada på KL’s Integrationstræf i Kolding.
- Vi måler, hvor mange der kommer i job eller tættere på arbejdsmarkedet, og vi kan se, at alle bevæger sig tættere på målet. Vores succeskriterie er i første omgang, at de udvikler sig sprogligt, men det er et plus, at flere også kommer i arbejde, fortæller hun.
Forventningsafstemning er nøglen
I Esbjerg Kommune lægger man særligt vægt på, at borgerne bibeholder deres motivation, og det betyder også, at virksomhedspraktikken skal give mening for den enkelte. Det hjælper altså ikke at tvinge en rengøringsstilling ned over én, som mangler lysten.
En af de lokale arbejdspladser, der har haft flere praktikanter, er dinTandlæge Tjæreborg, og her er leder Mie Lykke Jensen begejstret for ordningen. Hun understreger, at det er vigtigt med en tæt kommunikation med kommunen både før og under praktikforløbet.
- Det er nødvendigt med en forventningsafstemning, for de skal passe ind i en dagligdag hos os. Det kan godt være, at vi finder ud af, at vi er et dårligt match, men så kan vi bruge den erfaring til det næste praktikforløb. Målet er ikke, at de skal i arbejde hos os, men de skal tilegne sig noget viden om, hvordan man fungerer på en arbejdsplads, fortæller hun.
Til sidst lød der en opfordring til de forsamlede i konferencesalen om at henvende sig til Esbjerg Kommune, der hellere end gerne vil dele ud af deres erfaringer.
dknyt er til stede på KL’s årlige Integrationstræf i Kolding. Konferencen sætter fokus på, hvordan kommunerne kan få flere flygtninge i beskæftigelse.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.