Sundhedsstyrelsens direktør fortæller til Politiken, at kommunerne for ofte kræver diagnoser, før de hjælper.
De danske kommuner stiller for ofte krav til, at borgere skal have en diagnose hos en læge, inden de vil hjælpe. Det mener direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm i et interview med Politiken.
Direktørens anke er, at kommunerne først giver hjælp til borgere med nedsat funktionsevne, når der har været en læge inde over.
- Det bekymrer mig, at man i den sociale sektor i stigende grad læner sig op ad, at man skal have borgere ind og afklaret sundhedsfagligt, før man gør sine egne ting færdige, siger Søren Brostrøm.
At bruge lægerne til at afklare, om en borger skal have hjælp, er at bruge dem forkert mener direktøren. Borgere har ret til hjælp ved tab af funktionsevne eller livskvalitet. En diagnose sikrer retten til betalt behandling i sundhedssektoren. Men det er ikke nødvendigvis sidstnævnte, der er brug for.
- Mange steder er der oplevelse af, at den sociale sektor kræver en lægefaglig udredning og diagnosticering, før man laver en social indsats. Det, tænker jeg, er ikke rigtigt, siger Søren Brostrøm til avisen.
Hos Danske Patienter nikker man genkendende til betragtningen.
- Nogle gange kommer manglen på en diagnose helt til at overskygge det, at der er en borger, der har brug for hjælp, siger chef for kvalitet og politik i Danske Patienter, Annette Wandel.
Hos KL mener man, at det er ganske oplagt, at en diagnose er en del af sagsbehandlingen af borgere.
- Vores indtryk er, at man i kommunerne i stedet for at være diagnosefokuseret arbejder på at afdække, hvad borgernes samlede funktionsevne er. En sygdomsdiagnose er jo en af mange oplysninger, som bruges til at danne et beslutningsgrundlag, siger Christian Harsløf, sundhedspolitisk chef i KL.
Læger genkender problemet
- Vi har hørt om problemstillingen og kan godt genkende den. Men problemets størrelse er ikke særligt godt belyst, så det er svært at sige, hvor stort det er, siger Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen.
Problemet består i, at når kommunen fokuserer meget på diagnosen, så bliver der blandet andre ting ind i diagnosticeringen end det rent lægefaglige. Samtidig er diagnoser ikke skabt til kommunal sagsbehandling.
- Diagnosen er primært vores interne arbejdsredskab læger og sundhedsfagligt personale imellem, samt et dokumentationsredskab. Så det er slet ikke et redskab, der er gearet til at indgå direkte i en kommunal sagsbehandling. Den kan være et bidrag, men sagsbehandlingen skal jo gerne tage udgangspunkt i borgerens konkrete problemer, siger Andreas Rudkjøbing.
Samtidig ændrer det forholdet mellem patient og læge, når lægens diagnose pludselig bliver afgørende for, hvilke sociale ydelser borgeren kan få.
- Alene det forhold, at patienterne kan komme med et ønske om at få en bestemt diagnose, ændrer på forholdet mellem patient og læge. Det er uhensigtsmæssigt, at systemet er skruet sammen på den måde. Der burde kommunen i højere grad tage udgangspunkt i, hvilket behov borgeren har, uanset om der er en diagnose eller ej, siger Andreas Rudkjøbing.
Socialrådgivere genkender ikke
En sygdomsdiagnose fra lægen udløser ikke automatisk en social ydelse, når en socialrådgiver vurderer en borgers behov for hjælp. I stedet tegner socialrådgiverne et fuldstændigt billede af en borger - med eller uden en diagnose, siger formand for Socialrådgiverforeningen Majbrit Berlau.
- Det er en fuldstændig analyse, der afgør, hvilken hjælp borgerne kan få. En diagnose i sig selv kan ingenlunde udløse en hjælp, men den er selvfølgelig medvirkende til at tegne et fuldstændigt billede, siger Majbrit Berlau.
- Vi lever i et samfund, hvor man har et stærkt behov for at få en diagnose for at forklare ens tilstand og særligt ens barns tilstand, siger Majbrit Berlau.
Sommetider går kritikken på, at socialrådgiverne lytter for meget til diagnoser, mens det andre gange lyder, at der bliver taget for lidt højde for lægernes vurdering, siger hun.
- For et halvt år siden blev vi angrebet for at lytte for lidt til lægerne. Når det drejer sig om fleksjob og førtidspension, bliver vi anklaget for at lytte for meget til diagnoserne, og når det handler om børn og handicappede for lidt, siger hun.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.