Efter Socialstyrelsen mandag indførte et betalingsstop for oktober til de projekter, der modtager satspuljestøtte, kræver styrelsen nu, at foreningerne, der modtager penge, gennemgår et tjek for igen at få åbnet for udbetalingerne.
Foreningerne skal ind og bekræfte kontooplysninger, så pengene når til den korrekte konto. Alle modtagere af tilskuddene vil få et brev om oplysningerne, og selvom der pt. er lukket for udbetalinger, vil alle modtagere få deres normale beløb udbetalt.
'I forbindelse med åbningen af det tilskudsadministrative system er vi nødt til at bede alle tilskudsmodtagere om at bekræfte deres kontonummer, så der er fuld sikkerhed for, at udbetalingerne sker til de rette. Vi håber, at tilskudsmodtagere vil hjælpe med at indsende deres informationer hurtigt, så udbetalingerne kan igangsættes, så snart vi kan åbne vores system', skriver styrelsen på sin hjemmeside.
- Det er selvfølgelig ikke optimalt, men styrelsen arbejder intensivt på at få åbnet systemet, så man kan få pengene udbetalt på en sikker og kontrolleret måde, siger børne- og socialminister Mai Mercado (K).
Svindelsagen trykker hos tilskudsmodtagerne
Til gengæld er nogle af foreningerne, der ikke har fået udbetalt deres penge, uenige i, at de skulle være blevet orienteret, og de kritiserer, at Socialstyrelsen 'intet har gjort for at oplyse om den manglende udbetaling', som det lyder fra sekretariatsleder i hjemløseorganisationen Sand, Ask Svejstrup:
- Det er dårlig stil, at vi skal høre det gennem pressen. Socialstyrelsen burde melde ud, hvad status er, så vi havde en mulighed for at agere ud fra det, siger han.
- De første dage troede jeg, at vi havde glemt at indsende nogle papirer, og jeg har selvfølgelig også tænkt, om det kunne have noget med svindelsagen at gøre. Det er ikke i orden, at vi ikke er blevet orienteret direkte. Styrelsen ved jo, at vi er afhængige af pengene, siger også projektleder hos Baglandet Viggo Spangsberg.
Bagmandspolitiet har meldt dele af efterforskningen offentligt ud, blandt andet at de ved, hvor 64-årige Anna Britta Troelsgaard Nielsen opholder sig, men ikke ønsker at oplyse hvor. Ifølge vicepolitiinspektør hos Bagmandspolitiet Michael Lichtenstein kører efterforskningen i to spor, hvor det dels handler om at samle beviser, og dels at sikre så mange værdier som muligt.
Ritzau / eo
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.