SLAGELSE: En målrettet indsats fra medarbejdere og ledere på børne- og ungeområdet i Slagelse har forbedret kommunens indsats over for børn og familier, som har brug for særlig hjælp og støtte, lyder det fra kommunen. Udviklingen har resulteret i hurtigere og bedre sagsbehandling, færre klager og et bedre arbejdsmiljø.
Området har i flere år været udfordret af manglende lovmedholdelighed, mange klager fra borgere og stor udskiftning i medarbejderstaben. På den baggrund søgte kommunen i 2019 om at komme med i et toårigt Task Force-forløb med Socialstyrelsen og Ankestyrelsen.
Rikke Kvistgaard Laursen tiltrådte som chef for Børn og Unge i sommeren 2022, hvor hun kom fra en stilling i netop Socialstyrelsen. Her arbejdede hun bl.a. som projektleder på Task Forcen og varetog faktisk det igangsatte forløb i Slagelse. Derfor har hun været med til at pege på de anbefalinger, som hun nu understøtter implementeringen af, efter hun begyndte i Slagelse.
Generelt var formålet med Task Force-forløbet at styrke fagligheden og den ledelsesmæssige styring af børne- og ungeområdet samt sikre en ensartet sagsbehandling af høj kvalitet. Det har ført til, at mængden af uafklarede sager, hvor borgere venter på at få hjælp, er nedbragt markant. Derudover er antallet af klager vedrørende børne- og ungeområdet til borgerrådgivningen faldet fra 106 i 2020 til 73 i 2022.
Den positive udvikling kan hænge sammen med en omorganisering i myndighedsafdelingen, som har betydet, at borgerne som udgangspunkt har den samme rådgiver gennem hele forløbet. Tidligere var der mange skift i rådgiver, hvilket gjorde at borgerne oplevede at skulle fortælle deres historie flere gange, og at den opbyggede relation til rådgiver blev brudt.
Bedre arbejdsmiljø
- Én klage er én klage for meget, men vi har et stort fokus på at blive bedre til at sætte os i borgernes sted og skabe en tættere dialog. Det betyder for borgerne, at problemerne ikke når at vokse sig store, fordi vi kommer hurtigere ind med hjælpen, men faktisk kommer vi også hurtigere ud igen, fordi vi er blevet bedre til at tage problemerne i opløbet, vurderer Rikke Kvistgaard Laursen.
De målrettede indsatser og tættere opfølgning har desuden nedbragt det økonomiske merforbrug på området markant.
- Vi er dog på ingen måde i mål, og der er fortsat områder i sagsbehandlingen, hvor vi skal dygtiggøre os og være endnu bedre til at inddrage barnet og familien samt vores samarbejdspartnere, så der sikres sammenhæng i vores indsatser, understreger Rikke Kvistgaard Laursen.
En positiv udvikling er der også registreret i Afdelingen for Børn og Familie, hvor arbejdsmiljøet er forbedret. Afdelingen har tidligere fået påbud fra Arbejdstilsynet, men det er nu vendt til en grøn smiley, hvilket betyder, at afdelingen ikke længere har noget udestående med Arbejdstilsynet.
Afdelingens forbedrede omdømme og øgede trivsel blandt medarbejderne har betydet, at det er blevet nemmere at rekruttere nye medarbejdere. Afdelingen oplever således for første gang i flere år stabilitet i medarbejder- og ledergruppen, hvilket har været en forudsætning for de resultater, der aktuelt ses på området.
På baggrund af forbedringerne på Børne- og Ungeområdet har flere kommuner henvendt sig til Slagelse Kommune for inspiration.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.