dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat
Demokratiske værdier skal undersøges i Aarhus udsatte boligområder
Herredsvang i det nordvestlige Aarhus (med AUH i baggrunden) er et af de områder, hvor udviklingen går i den forkerte retning mod at blive nyt udsat boligområde. Derfor skal der laves en særlig udviklingsplan for bydelen.
Foto: Finn Byrum/Ritzau Scanpix

Demokratiske værdier skal undersøges i Aarhus' udsatte boligområder

Bred politisk aftale indeholder også flere ejerboliger, bedre sundhedstilbud og krav om dansktalende ansatte.
24. JAN 2024 11.15

AARHUS: 28 af de 31 byrådsmedlemmer i Aarhus - S, K, SF, V, R og DD - har indgået en ny aftale om at udvikle byens udsatte boligområder.

Den bygger ovenpå en række eksisterende aftaler, bl.a. udviklingsplaner, der har betydet nedrivninger af boligblokke og andre markante ændringer i områderne. 

Aftalen har et særligt blik på at give børn og unge, som vokser op i et udsat boligområde, samme muligheder som alle andre for at klare sig godt og blive aktive medborgere, oplyser kommunen.

Partierne fremhæver, at attraktive skoler er skoler med en balanceret elevsammensætning. Derfor indeholder aftalen greb, der både på kort og langt sigt skal være med til at skabe en mere blandet elevsammensætning på skolerne på tværs af byen. 

Blandt andet vil man inddrage flere skoler i skolehenvisningspolitikken og forsøge at påvirke Folketingets forhandlinger om en ny folkeskolereform, så der kommer flere værktøjer til at sikre en balanceret elevsammensætning. 

Partierne har også besluttet, at alle medarbejdere i skoler og institutioner skal være gode til dansk og være bevidste om deres position som sproglige rollemodeller for børnene. Ved nyansættelse af pædagogisk personale i dagtilbud, skole, SFO og Ung i Aarhus stilles der derfor krav om sproglige kompetencer svarende til bestået mundtlig dansk ved folkeskolens afgangseksamen.

Demokratiske værdier

Partierne har også aftalt at sætte tiltag i gang, som skal fremme demokratiske værdier, fordi der i nogle udsatte områder opleves adfærd og negativ social kontrol i strid med værdierne, hvilket blandt andet udfordrer nogle af kommunens ansatte. 

Derfor skal der laves guidelines til ledere og medarbejdere om, hvordan man som leder understøtter arbejdet, og hvordan man som medarbejder kan indgå i svære dialoger med boligejere "om emner såsom sort arbejde, socialt bedrageri, negativ social kontrol m.v."

Samtidig skal en undersøgelse af borgernes oplevelse af det lokale demokrati udvides til også at afdække, om der er særlige opmærksomhedspunkter i de udsatte boligområder, når det gælder opbakning til demokratiske værdier.

Tryghedsvagter og fotovogne

Den nye plan indeholder ny infrastruktur, som skal binde et område sammen med resten af byen, og en kommunal grundkøbspulje på 80 mio. kr., som skal understøtte, at der kommer flere ejerboliger. 

Desuden skal der skabes mere tryghed i flere af områderne, blandt andet med tryghedsvagter og bedre forhold for fotovogne og færdselskontrol.

Desuden skal udlejningskriterierne for privat byggeri suppleres med krav om ren straffeattest for hele husstanden, og man vil forsøge at få indført, at anklagemyndigheden giver boligforeninger og udlere besked, når beboere bliver idømt fængselsstraf for utryghedsskabende kriminalitet.

Hele aftalen kan læses her: Ny politisk aftale om udsatte boligområder januar 2024 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.