
FAABORG-MIDTFYN: Efter sommerferien gav det genlyd i Faaborg-Midtfyn, da den ene af de to koncerndirektører, Louise Thule Christensen, ikke vendte tilbage på arbejde. Hun blev ansat i juni 2016 og skulle være med til at bære en større ledelseomstilling igennem.
At hun var sygemeldt havnede i avisen - ligesom overvejelser om en eventuel fratrædelsesaftale til hende, hvilket kom oveni en række af opsigelser og sygemeldinger i ledelseslagene. Kommune valgte på den baggrund at gå til politiet med en anmeldelse om brud på tavshedspligten angående de oplysninger.
Nu er hun så fratrådt, oplyser kommunen. Og borgmester Christian Thygesen (V) citeres i pressemeddelelsen for:
'Vi har netop indgået en aftale om fratrædelse, som betyder, at Louise Thule Christensen har haft sin sidste arbejdsdag. Louise har i sin tid hos os ydet en betydelig arbejdsindsats i forbindelse med vores vidtrækkende og komplicerede organisationsomlægning, hvor vi har haft stor glæde af Louises dygtighed og positive væsen.'
At netop de udtryk er valgt er svært ikke at sætte i forbindelse med, at lederen af området Rehabilitering, Træning og Aktivitet, Elsebeth Elsted, så sent som i sidste uge beskrev chikane og et generelt dårligt psykisk arbejdsmiljø som baggrund for sin opsigelse efter mere end 30 års ansættelse.
Hun beskrev bl.a. mobning - og fra Louise Thule Christensens side et pres for at give forkerte oplysninger videre til politikerne.
Fratrådt leder bakket op
I Fyens Stiftstidende blev Elsted mandag bakket op af en af de andre chefer, der er stoppet i omstillingsperioden, der har været i gang siden slutningen af 2015.
Den tidligere koncernchef for sundheds- og omsorgsområdet, Sten Dokkedahl, udtrykte en ubetinget opbakning til Elsebeth Elsted, som han var chef for i en årrække.
Avisen beskriver, hvordan Dokkedahl var en af dem, der ligesom koncernchef i Opvækst & Læring, Jørgen Kyed, 'slog sig' gevaldigt på den nye topledelse bestående af kommunaldirektør Helene Bækmark og koncerndirektør Louise Thule Christensen.
I december 2016 - efter blot et år som koncernchef på sundhedsområdet - måtte Dokkedahl sygemelde sig, og i maj 2017 indgik han en aftale om fratrædelse.
Louise Thule Christensen citeres selv for at sige:
- Selv om bekendtskabet med Faaborg-Midtfyn Kommune blev kortere, end jeg håbede og forventede, har jeg været glad for det konstruktive samarbejde med borgmesteren og med de mange gode og dygtige kollegaer i direktionen, i lederforum og blandt medarbejderne.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.