
Trods en ihærdig indsats de seneste måneder fra Ringsted Kommune, hvor bl.a. en jobmesse og samarbejde med omkringliggende kommuner er taget i brug, mangler en stor del af de tidligere slagteriansatte fortsat at komme videre. Det oplyser kommunen.
Fredag den 13. september var sidste lønningsdag for de opsagte medarbejdere, og mandag den 16. kunne 716 potentielt melde sig ledige i de seks task-force-kommuner, de bor i. Resten er blandt andet enten kommet i job eller har selv sagt op.
Nu vil Ringsted i samarbejde med Slagelse, Sorø, Faxe, Næstved og Holbæk kommuner fortsætte arbejdet med at hjælpe de mange ledige.
- Vi har arbejdet benhårdt i samarbejde med Danish Crowns jobbank på at få så mange opsagte medarbejdere som muligt i job. Det arbejde fortsætter med en massiv rekrutteringsindsats fra de seks task force-kommuner, siger arbejdsmarkeds- og ungecenterchef i Ringsted Susanne Frydenlund, der står i spidsen for samarbejdet mellem de seks kommuner.
I dialog siden april
Det er de respektive A-kasser, der har opgaven med at hjælpe de opsagte medarbejdere videre, men kommunerne understreger værdien af det indbyrdes samarbejde, da arbejdsmarkedet jo ikke følger kommunegrænserne, og fordi det er en stor opgave alene pga. antallet af ledige.
- Vi står med en stor og vigtig opgave som kommuner med at sikre, at de opsagte medarbejdere fra Danish Crown fortsætter med at være i beskæftigelse. Vi har været i dialog med medarbejderne om deres ønsker og muligheder siden april, siger borgmester i Ringsted Kommune Klaus Hansen (V).
De seks sjællandske kommuner har udarbejdet en fælles plan, hvor alle jobcentre har bemanding klar til at tilbyde nye jobs fra jobcentrenes jobbanker samt hjælp til at oprette CV’er.
Det kom som et chok for bl.a. Ringsted-borgmesteren, da Danish Crown i april varslede lukning af slagteriet i byen. Dengang forlød det, at 1.200 medarbejdere skulle finde et nyt arbejde.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.