
AALBORG: En indsats er mere effektiv, jo tidligere i livet den kommer, og nøglen til at skabe social mobilitet er en tidlig indsats for børn i dagtilbuddene.
Det fastslog Rasmus Landersø, forsker ved Rockwool Fondens Forskningsenhed, på KL's Børn & Unge Topmøde i Aalborg. Han baserer det blandt andet på forskning fra nobelprisvinder James Heckman, som han selv har samarbejdet med.
- Der er markante forskelle mellem børns færdigheder, og de forskelle opstår tidligt og består livet igennem. Færdigheder avler nye færdigheder, og læring avler ny læring. Derfor er det så afgørende at sætte tidligt ind, sagde han.
De stærke får mest
Tidligt i livet vil alle børn få samme udbytte af en indsats. Men jo ældre og mere socialiserede børnene bliver, jo større bliver udbyttet for de børn, der kan noget i forvejen.
- Derfor vil tidlig indsats også give større afkast, når de bliver ældre. Ellers ender det med, at de stærke er dem, der får mest. Reel lighed i livet opnås ikke ved at gøre det samme for alle, men ved at give alle lige adgang til at udvikle deres færdigheder gennem barndommen, sagde Rasmus Landersø.
Og det handler ikke specielt om at lære de små i vuggestue og dagpleje bogstaver og tal. Derimod skal børnene lære en række færdigheder, som ifølge forskningen er vigtigere end intelligens for, hvem der klarer sig bedst i uddannelsessystemet, nemlig egenskaber som vedholdenhed, opmærksomhed, evne til koncentration, bevidst selvkontrol og impulskontrol. Børnene skal lære at fordybe sig, de skal lære at lære.
- Hvis man går i gang med en perleplade, skal man også gøre den færdig, og hvis man ikke kan finde ud af noget, skal man opfordres til at prøve en gang til. Vedholdenhed og fordybelse er især bestemmende for, hvilket liv man kan få som voksen, sagde forskeren.
Hjælp forældrene
Forældrene er naturligvis også afgørende, og derfor er det en vigtig opgave for de ansatte i dagtilbud at inddrage dem.
- Alle forældre vil give deres børn det bedste, hvis de ved, hvad det er. De ansatte har en stor viden, de kan give videre til forældrene. Tal med dit barn, læs for dit barn, det er en selvfølge for de fleste, men nogle forældre har brug for at få det at vide, sagde Rasmus Landersø.
Hvordan sætter man så bedre ind i dagtilbuddene? Ressourcer er ikke uvæsentlige, men forskning viser, at det vigtigste er kvalitet. At man planlægger og gør noget systematisk og bevidst.
Og man behøver ikke at være bange for, at børn får spoleret deres barndom med for meget læring.
- Læring er ikke at stjæle fra barndommen. Som det er nu, kan nogle børn vælge på alle hylder, men nogle kan kun vælge fra de nederste. Læring går ud på at give alle børn mulighed for at vælge på alle hylder, sagde Rockwool-forskeren.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.