
Kvinder, der i forvejen tegner sig for størstedelen af ofrene for psykisk vold, har flerdobbelt risiko for at blive ramt af både fysisk og psykisk partnervold, hvis de som børn har været anbragt uden for hjemmet. Det viser en undersøgelse fra Vive, som for første gang sætter tal på fænomenet 'partnervold' herhjemme.
- Det tyder på, at en barndom præget af fx omsorgssvigt og vold kan gøre kvinder mindre modstandsdygtige i forhold til at blive voldsoffer senere i livet, siger seniorforsker ved VIVE Mai Heide Ottosen.
Ifølge rapporten bliver over tre gange så mange kvinder som mænd udsat for psykisk vold fra en nuværende eller tidligere partner, og den psykiske vold rammer over dobbelt så mange kvinder som den fysiske vold, men kan have samme type alvorlige konsekvenser:
- Tidligere undersøgelser har peget på, at de mennesker, der er udsat for den psykiske vold, finder den meget nedbrydende. Desuden kan den være en forløber for fysisk partnervold, siger Mai Heide Ottosen.
Også kvinder fra etniske minoriteter har øget risiko
Der er således også enkelte fællestræk hos dem, der bliver udsat for volden, for undersøgelsen viser, at risikoen er større for kvinder med økonomisk udsathed, mens risikoen mindskes med alderen. Kvinder fra etniske minoriteter har desuden større risiko for at være udsat for både fysisk og psykisk vold end etnisk danske kvinder, konkluderer rapporten.
Rapportens forskere definerer psykisk partnervold som 'et mønster af vedvarende og nedgørende handlinger, der kan have tendens til at eskalere over tid og som kommer til udtryk som trusler, nedværdigende behandling, manipulation eller kontrollerende adfærd'.
Samtidig har partnerne til de voldudsatte i undersøgelsen særlige karakteristika, idet risikoen for at blive udsat for både psykisk og fysisk partnervold øges, hvis deres nuværende partner har en psykisk lidelse. Risikoen øges også, hvis partneren har et fysisk handicap eller et dårligt alment helbred.
Læs hele rapporten her.
eo
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.