
RANDERS: Ved konstitueringen efter KV13 i Hvidovre Kommune blev svinekød i institutionerne og juletræ på torvet en del af DF's pris for at stemme for en borgmesterpost til Socialdemokraterne. Fredensborg fulgte efter med 'dansk madkultur', og mandag har V-DF-flertallet i Randers med stemmerne 16-15 sluttet sig til, så 'dansk madkultur skal være en del af de kommunale institutioner'.
'Alle sikres en sund og varieret kost, hvor ingen tvinges til at spise noget, der strider mod ens holdning eller religion', lød det i forslaget fra Frank Nørgaard (DF), som understregede flere gange i løbet af byrådsmødet, at det ikke skulle handle om mistillid til institutionerne og forældrebestyrelserne, hvilket modstanderne argumenterede med.
'Forældrebestyrelser vil være et naturligt organ, når der skal besluttes forskellige politikker i en institution. Eksempelvis spørgsmålet om sukker eller forhold omkring uddeling ved fødselsdage. Men et så ømtåleligt emne som, hvorvidt der kan være svinekød på menuen, mener vi ikke kan pålægges institutionens bestyrelse', lød det i forslaget fra DF.
'Intet proppet i halsen'
Hvordan det helt præcist skal udmøntes i de kommunale institutioner, blev man ikke meget klogere på, efter diskussionen der varede omkring halvanden time på byrådsmødet. Debatten gik højt, og samtlige mødte byrådsmedlemmer fik flere gange ordet.
Borgmester Claus Omann (V) fortalte i løbet af mødet, at forslaget, der har fået stor medieomtale, ikke har kastet borgerhenvendelser af sig fra nervøse eller nysgerrige forældre. Susanne Nielsen (DF) understregede dog, at hendes parti er blevet kontaktet af borgere.
- Kritikerne i byrådet kom som forventet med mishagsytringer, fordi de ikke ville forstå, at det ikke handler om at proppe frikadeller ned i halsen på nogen, der ikke ønsker det. Men jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, at den nationale presse også ville interessere sig for emnet. Det er jo bare en sikring af, at de danskere, der måtte ønske det, også i fremtiden kan få svinekød i de kommunale institutioner, siger Frank Nørgaard.
Symbolpolitik
Torben Hansen (S) tweetede: 'Lang debat. S i Rds har tillid til forældrebestyrelserne. Det har V & DF ikke.' Og ifølge TV2's livetweet fra mødet sagde Mikael Firlings (S), at 'Vi tror på, det er forældrene, der bedst ved hvilken mad, de skal spise'.
- Sagen udspringer af, at forældrebestyrelsen for en enkelt børnehave valgte svinekød fra af driftsøkonomiske grunde. Der er ikke nogen forældre, der har rejst det her som et problem. Derfor er det langt ude, at V og DF afskaffer det nære forældre-demokrati for at løse et problem, de selv har opfundet, siger Kasper Fuhr Christensen (Velfærdslisten) i en kommentar.
Jens Peter Hansen (V) var faktisk imod forslaget, men af hensyn til partilinjen og samarbejdet med DF gik han imod sin liberale overbevisning og stemte for:
- Jeg ville have vundet slaget, men på sigt ville jeg have tabt krigen. Så jeg har måttet give efter, selv om jeg har haft svært ved det. Der er meget symbolpolitik i det her, og i praksis får det ikke nogen betydning, siger Jens Peter Hansen med henvisning til, at alle de kommunale madordninger lige nu serverer svinekød.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.