
RANDERS: En tidligere advokat for den 61-årige sosuhjælper, der er dømt for at have forgiftet fire beboere på plejehjemmet Tirsdalen i Randers, er tiltalt for at have instrueret sin klient i at afgive en falsk forklaring.
Retssagen mod advokaten er mandag indledt i Retten i Randers, og her er advokaten tiltalt for at have misbrugt sit embede som beskikket forsvarer for den drabssigtede.
Ifølge anklageskriftet skal advokaten have instrueret den drabssigtede kvinde i at konstruere en falsk forklaring om, hvorfor hun på et tidspunkt googlede ordet "Baklofen" på sin computer.
Baklofen er et præparat, der blev fundet i blodet hos flere af de plejehjemsbeboere, der blev indlagt med forgiftningssymptomer. Hun googlede ordet på et tidspunkt, hvor beboerne netop var blevet indlagt på sygehuset, og hvor det endnu ikke var offentligt kendt, at Baklofen var påvist.
Kvinden hævdede i retten, at hun havde googlet ordet, fordi hun var bekymret for en af beboerne, der fik medicinen ordineret.
Hun kunne i første omgang ikke forklare over for politiet, hvorfor hun havde søgt på præparatet, fremgår det af en afhøringsrapport, der mandag er fremlagt i retten. Men efter, at kvinden havde haft et møde med sin advokat, fremsendte advokaten en række tilføjelser til afhøringsrapporten.
Advokat lod sig afbeskikke
Her skriver advokaten blandt andet: "Min klient ønsker tilføjet, at der er en naturlig forklaring på søgningen på Baklofen".
- Var det fordi, du syntes, at din klients forklaring var unaturlig, vil specialanklager Camilla Winther Wagner vide.
- Det er min klients konklusion, ikke min betragtning, svarer den tiltalte og afviser, at han har konstrueret forklaringen eller opfordret sin klient til at gøre det.
- Det er hendes (den drabssigtedes, red.) bemærkninger i forbindelse med, at vi sammen gennemgik afhøringsrapporten. Jeg har ikke siddet og konstrueret noget som helst, lyder det fra advokaten.
Kvinden skiftede undervejs forsvarsadvokat, og det har ikke tidligere været fremme hvorfor. Men advokaten forklarer i retten, at han selv lod sig afbeskikke som advokat, da politiet indledte en efterforskning mod ham.
Sosuhjælperen blev i byretten idømt 16 års fængsel for grov vold med døden til følge samt flere drabsforsøg. Dommen blev stadfæstet af Vestre Landsret.
Anklagemyndigheden går efter at få advokaten idømt fængselsstraf, hvis han findes skyldig i anklagen. Advokaten nægter sig skyldig, oplyser hans forsvarsadvokat, Kåre Pihlmann.
Retten har afsat to dage til behandling af sagen.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.