
En medarbejder, der var ansat som assistent for en handicappet person, fik afslag fra en kommune på at få forlænget sin ansættelse, da han havde nået pensionsudbetalingsalderen. Den beslutning klagede han over, og nu har han fået medhold i Ligebehandlingsnævnet om, at kommunens beslutning var forkert. Det udløser en godtgørelse på 35.000 kr. til klager, oplyser Økonomi- og Indenrigsministeriet.
Sagen udspringer i korte træk i, at klageren, der er født i 1948, var ansat i en tidsbegrænset stilling som assistent for en handicappet ni timer om ugen. Da denne stilling udløb, blev der bevilget endnu en periode på et år med en assistent til den handicappede, og begge ønskede, at klager skulle fortsætte i stillingen.
Det tillod kommunen imidlertid ikke og begrundede afslaget med, 'at pensionister kun i ganske særlige og nødvendige tilfælde skulle ansættes i kommunen'.
Ingen hensigt om forskelsbehandling
I sin klage mente klageren, at han var blevet udsat for forskelsbehandling, da hans ansættelse ifølge kommunen ikke kunne forlænges.
Kommunens vurdering af beslutningen grunder i en lokalaftale om midlertidige ansættelser af pensionerede lærere og understreger, at det ikke har været hensigten at udsætte nogen for forskelbehandling og afviser at have handlet i strid med forskelsbehandlingsloven.
Dog anerkender kommunen, at ansættelsen har haft et uhensigtsmæssigt forløb, hvorfor den også er villige til at betale en kompensation.
'Pensionist' er ikke neutralt
Af forskelsbehandlingsloven fremgår det, at arbejdsgivere ikke må forskelsbehandle ansatte eller ansøgere - heller ikke på grund af alder.
Derfor fandt Ligebehandlingsnævnet i sin afgørelse, at kommunen, når den i sin begrundelse bruger begrebet 'pensionist', ikke er neutral i ligebehandlingslovens forstand, da begrebet er 'direkte og uadskilleligt forbundet med klagers alder'.
Da der fra kommunens side ikke lå andre begrundelser, mente nævnet ikke, at de havde løftet bevisbyrden, og gav klager medhold og en skønsmæssig godtgørelse på 35.000 kr.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.