

HOVEDSTADEN: Whistleblower-ordning for ansatte i Region Hovedstaden er en god idé.
Sådan lød den overordnede opbakning - fra Enhedslisten til De Konservative - da regionsrådet i denne uge drøftede forslaget. Stemningen var at følge forretningsudvalgets indstilling om, at regionens ledere i de enkelte afdelinger den kommende tid skal debattere ordningen, inden der bliver truffet afgørelse om ordningen senere på året
Fra både Socialdemokraterne, De Konservative og De Radikale blev det pointeret, at ordningen ikke er tænkt som et førstevalg, hvis en ansat er utilfreds eller klager, men snarere som en 'ventil' til 'forhåbentlig og forventelig få sager', som Charlotte Fischer (R) sagde. Dog synes De Radikale, at det allerede går for langsomt med at få ordningen indført i regionen, når store og anerkendte private firmaer for længst gør brug af whistleblower-ordninger.
Hos Venstre lød forslaget, at regionen i stedet bør indføre en bredere ordning i form af en ombudsmandsfunktion, hvor sager kan blive rejst af den regionale 'ombudsmand' selv og ikke kun på baggrund af anonyme tip og klager fra regionens ansatte.
Enhedslisten støtter forslaget om en whistleblower-ordning med begrundelsen om, at regionen bør udvise aktiv nysgerrighed omkring, hvad ansatte egentlig tænker og oplever rundt på regionens arbejdspladser.
Toft: Undergraver tillidsmandsordning
Regionsrådsmedlem Hans Toft (K), der også er borgmester i Gentofte, satte dog spørgsmålstegn ved, hvad en whistleblower-ordning signalerer. Med slet skjult fremhævning af sin egen kommune mener han, at ordningen mest vil være et nødvendigt onde som behandling på en skidt kultur:
- Igennem årtier har det været kutyme, at man gennem vores tillidsmandsordning og organisatoriske system har et meldesystem, der gør, at man kan have tillid og loyalitet som en naturlig del af hverdagen. Dér, hvor det fungerer, er det min opfattelse, at der ikke er brug for en whistleblowerordning. Lige så sikkert er det, at når det ikke fungerer, er det brug for en whistleblower-ordning. Ud fra den betragtning - og nu skal jeg ikke blande min egen kommune ind i det, for der har vi ikke ordningen... - men i forståelse for, hvis ledelsen i Region Hovedstaden mener, der ikke er tilstrækkelig tillid her, kan jeg støtte, at man i hvert fald undersøger det nærmere og så må det vise sig, hvordan debatten kommer til at fungere, lød det.
Det blev fulgt op af en spøgende kommentar fra Venstres Martin Geertsen, MF og tidligere kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune:
- Hvad skal I da også med en whistleblower-ordning i din kommune, Hans? Det vil der da ikke være noget grund til. Nej, spøg til side...
Hvilket fik modsvar fra Hans Toft:
- Hvis det handler om demokrati, så whistler man jo ikke (...). Det er et tegn på et system, der ikke fungerer godt nok, mår man indfører en whistleblower-ordning. Det er min klare opfattelse.
Til efteråret skal regionsrådet tage endelig stilling til, om whistleblower-ordningen skal indføres.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.