
Kræftpatienter, kritisk syge børn, svækkede ældre mennesker og svært tilskadekomne risikerer at stå uden adgang til livsnødvendig behandling på landets sygehuse, når regionerne sender 80.000 ansatte hjem. Det fastslår Yngre Læger og Overlægeforeningen efter at have gennemgået arbejdsgivernes lockoutvarsel.
Arbejdsgiverne med regionsformand Anders Kühnau (S) i spidsen lover, at der vil være nødberedskaber overalt, men det løfte kan regionerne efter alt dømme ikke leve op til. Det er næppe praktisk muligt at etablere nødberedskaberne, sådan som regionerne har tilrettelagt lockouten, siger Lisbeth Lintz, formand for Overlægeforeningen og Camilla Rathcke, formand for Yngre Læger.
Konsekvensen vil være, at store grupper af patienter ikke vil være sikret livsnødvendig behandling. Det kan ramme både kræftpatienter, alvorligt syge børn og andre med behov for akut behandling. Arbejdsgiverne er åbenbart parate til at gamble med patienternes liv og førlighed.
Overlægerne og de yngre læger er parate til at arbejde med, hvordan nødberedskaberne kan etableres for at sikre livsnødvendig og akut behandling. Derfor forhandler organisationerne lige nu rammerne for nødberedskaberne med regionerne. Men opgaven ser i praksis ud til at være noget nær uigennemførlig.
Se bare på Fyn, hvor arbejdsgiverne har lockoutet stort set alle læger på Odense Universitetshospital, der er et af landets største – og det er bare ét ud af flere store universitetshospitaler. Lockouten vil ramme al behandling af akutte patienter og kritisk syge. Samtidig melder Danske Regioner ud, at patienterne nok skal blive behandlet, men det er et dristigt løfte, når nødberedskaberne ikke er på plads.
Uantageligt
Hvis man vil holde det løfte overfor befolkningen, bør arbejdsgiverne i stedet trække deres lockoutvarsel tilbage på de akutte områder. Det er den eneste ansvarlige løsning.
Regionerne siger, at de har valgt lockouten, fordi de ikke vil betale løn til personale, som de hævder ikke kan løse deres sædvanlige opgaver under de varslede strejker. Dermed indrømmer regionerne, at de sætter patienternes helbred på spil for at spare penge. Det er helt uantageligt.
Samtidig udtrykker man handlingslammelse overfor strejkevarslet, som åbenbart har ramt så hårdt, at den bedste løsning tilsyneladende er at gøre problemet endnu større med en omfattende lockout, som også rammer akutte patienter med f.eks. blodprop i hjertet eller meningitis. Det giver ingen mening.
Yngre Læger og Overlægeforeningen er parat til at sikre bemanding af nødberedskaber på de strejkeramte afdelinger, og det vil være praktisk muligt at etablere disse beredskaber. Men hvor strejkevarslet omfatter ca. 1850 læger, er Danske Regioners lockoutvarsel på ca. 9.800 – dvs. næsten fem gange så mange – og det udfordrer, hvad man kan nå inden 10. april.
Lisbeth Lintz, formand for Overlægeforeningen og
Camilla Rathcke, formand for Yngre Læger
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.