Udsatte unge føler sig ofte misforstået af kommunen

Hvis man gerne vil lære udsatte børn og unge dannelse, må kommunerne overveje, hvordan de selv opfører sig. 

Den opfordring kommer fra Rikke Cecilie Bjerrum Refsgård, som er lektor på Professionshøjskolen Metropol.

- Hvis I forventer noget af de udsatte, må I være de første til selv at gøre det samme. Men det er langt fra altid det, der sker, siger hun.

Flere forskningsprojekter viser, at udsatte unge ofte ikke føler sig set, de ved ikke, hvad der skal ske, eller hvad målet er, fortalte hun i et oplæg på KL's Børn & Unge Topmøde, der handlede om dannelse.

'Så blev jeg bare hentet'
En pige fortæller fx i det igangværende forskningsprojekt 'Undersøgelse om pigers ophold på sikrede institutioner', som Ann-Karina Henriksen på Metropol står for:

'Altså jeg fik ikke at vide, at jeg skulle på (sikret afdeling). Jeg kom akut. Politiet og min sagsbehandler hentede mig bare lige pludselig. Så kom jeg bare herhen. Så jeg vidste det ikke. Så blev jeg bare hentet efter skole. (…) De vil ikke svare på, hvorfor jeg er her. De siger, at de leder efter, de leder efter noget. De leder efter svar. Lige nu afhænger det bare af mig. De siger til mig, at jeg for eksempel er utilregnelig, at jeg er (...) Ja, jeg ved det ikke. Altså jeg er ikke godt selskab. Det mener de.'

Andre af pigerne beretter om lignende oplevelser, og fire ud af ni piger i undersøgelsen giver udtryk for, at de først få dage før anbringelse fandt ud af, at de skulle anbringes, og at de ikke ved, hvorfor de er anbragt.

'Jeg er ikke en abe i et bur'
Det samme gælder handleplanerne, fortæller Rikke Cecilie Bjerrum Refsgård, og henviser til undersøgelsen 'Unge i udsatte positioner' af Dorthe Høvids, Metropol.

'Jeg vil overhovedet ikke kunne huske, hvad der står i den. Altså, jeg har den endda på min computer, men jeg ville ikke umiddelbart kunne sige, lige præcis hvad hovedtrækkene/fokuspunkterne er', fortæller en forælder til en ung. En ung pige beskriver:

'Jeg hader, når folk skal have papirer på mig. Jeg hader når folk skriver ned, når de sidder sammen med mig. Så føler jeg mig som en…Prøv at hør: jeg er ikke en abe i et bur (…) Hvis man tager dit liv for eksempel, hvis man tager dine børns liv, hvis du skulle have skrevet for hver dag, de har været kede af det, så er der fandeme også meget (…)'

- Intentionen med handleplaner er, at de unge skal have ejerskab og kunne genkende sig selv i dem. Men de involverede parter oplever, at ejerskabet primært ligger hos sagsbehandlerne. Planerne bliver nogle gange kun lavet, fordi de skal laves, siger Rikke Cecilie Bjerrum Refsgård.

Nemmeste konklusion
Hun understreger, at flere ting kan spille ind på de unges oplevelser. Det kan være svært at acceptere årsagerne til, at man er anbragt, og så kan det være nemmere at sige, at man ikke ved hvorfor. Eller det kan være svært at føle ejerskab til målene i en handleplan, og det kan blive til udsagn om, at man ikke forstår den.

- Jeg er ikke i tvivl om, at socialrådgiverne er knalddygtige og gør meget for at få de unge med. Men man skal huske, at de unge befinder sig i krisesituationer, siger hun.

Hun opfordrer til altid at være meget varsom med, hvad man lover eller giver udtryk for over for de udsatte børn og unge, for i kraft af den situation, de befinder sig i, vil de ofte høre det, de ønsker at høre. Samtidig er der tale om børn og unge, som vurderer deres omgivelser nøje, og som hurtigt kan tænke: 'Så kan jeg ikke stole på nogen. Voksne er ikke nogle, jeg kan regne med.'

- De unge har antennerne ude, de ser præcis, hvad vi gør. Ønsker vi at bidrage til deres dannelse, må vi vise den selv. Også når vi skriver til og om de unge, siger hun.

På alle niveauer
Det er imidlertid ikke kun i den direkte kontakt mellem socialrådgivere og de unge, at kommunen skal foregå med et godt eksempel. Det gælder også det politiske og ledelsesmæssige niveau, fx når nye strategier udstikkes med kort varsel, eller sagsbehandlere ikke forstår, hvorfor de pludselig skal agere anderledes.

- Det er en kultur, som skal være til stede i hele organisationen, hvis man vil skabe tillid og være troværdig. Den måde, man på alle niveauer i kommunen agerer overfor udsatte børn og unge, er også den måde, man kan forvente. de agerer på i deres liv – også i mødet med kommunen, siger Rikke Cecilie Bjerrum Refsgård.