dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat
13 tidligere børnehjemsbørn vil have erstatning for forstanders overgreb
René Madsen er en af de tidligere anbragte på Solgården. Han har fortalt til flere medier om sin opvækst på børnehjemmet, som han i dag kalder "pædofilernes paradis".
Foto: Morten Pape/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix

13 tidligere børnehjemsbørn vil have erstatning for forstanders overgreb

Vold og voldtægter prægede vestjysk børnehjem i 1949-1976. Sagen er afdækket i bog, og nu har tidligere anbragte søgt erstatning af staten.
9. JAN 2025 11.00

13 tidligere anbragte på børnehjemmet Solgården i Tarm i Vestjylland har krævet hver 300.000 kr. i erstatning fra Socialministeriet for de overgreb, de blev udsat for på stedet.

Et kig i erstatningskravene viser rystende detaljer om livet på børnehjemmet, skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern. Pigerne måtte ikke sove med underbukser på, og daværende forstander Michael Mortensen, der døde for 23 år siden, befamlede og voldtog en lang række af dem, skriver de tidligere børnehjemsbørn. 

De beskriver også, hvordan forstanderen var voldelig over for børnene og tvang dem til at spise mad med maddiker. En pige fortæller, at hun forsøgte at fortælle om forholdene til den daværende borgmester i Ølgod Alfred Jeppesen, men uden at der skete noget.

Undskyldning fra Luthersk Mission

Forholdene på Solgården er beskrevet af forfatteren Peter Øvig Knudsen i bogen "Den, der ikke tier", som udkom sidste år. Her anslår forfatteren, at forstandere forgreb sig på op mod 100 børn.

Michael Mortensen sad i kommunalbestyrelsen i Egvad for Kristeligt Folkeparti.

Luthersk Mission, som drev Solgården, undskyldte sidste år over for de børn, som har været udsat for overgreb. Den kristne organisation har undersøgt sagen og konstateret, at bestyrelsen i mindst tre tilfælde dengang ignorerede henvendelser om misbrug og vanrøgt, blandt andet fra fire tidligere ansatte, som i 1960'erne rapporterede om misbruget.

"'Dem, der ikke tier' afdækker tragiske begivenheder, som aldrig burde have fundet sted, og vi anerkender, at sagen blev håndteret under al kritik af børnehjemmets bestyrelse, der ligesom det lokale politi ikke troede på de piger, der gjorde opmærksom på overgrebene", skrev Luthersk Mission i en pressemeddelelse.

Kunne være bremset før

Advokaterne Emil Kiørboe og Helena Reumert Gjerding, som på vegne af de 13 tidligere anbragte har krævet erstatning fra ministeriet, mener, at forstanderens overgreb kunne være bremset længe før. 

Dokumenter fra Rigsarkivet og Luthersk Mission viser ifølge Dagbladet Ringkøbing-Skjern, at Michael Mortensen allerede i begyndelsen af 1950'erne var i søgelyset hos Overinspektionen, som førte tilsyn med de danske børnehjem.

- Det nye er, at det ikke kun har været internt i Luthersk Mission, at man har kendt til beretningerne om overgreb. Myndighederne har også haft viden om klagerne. Derfor mener vi også, at der er grundlag for at rejse krav om erstatning mod staten for ikke at have grebet ind og forhindret overgrebene på Solgården, siger Emil Kiørboe til avisen.

Erstatningsbeløbet på 300.000 kr. tager afsæt i tidligere sager om overgreb på børn, herunder Godhavnsagen. Hvis ministeriet afviser at betale erstatning, vil sagen blive ført ved domstolene.

ak

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.